Som spiller var Paul Scholes garant for underholdning med sine spektakulære langskudsmål og fænomenale afleveringer. Som ekspert på britisk tv er han en af Manchester Uniteds mest bidske kritikere.

Men efter tirsdag aftens slagudveksling på St. James' Park, hvor Newcastle og Manchester United spillede 3-3 efter et sandt chanceorgie, er der nye toner fra den legendariske Manchester United-spiller.

Paul Scholes har tidligere kaldt spillet under United-manager Louis van Gaal kedeligt, men tirsdagens præstation var alt andet end det.

»Det var meget bedre. Når man tager ind og ser Manchester United, hvad enten det er ude eller hjemme, handler det om underholdning. Det er mål, hvad enten de indkasseres ellers scores selv,« siger Paul Scholes til det engelske medie BT Sport.

Slagudvekslingen i det nordengelske bød på begge dele. Wayne Rooney stod for to af målene for United, som ved stillingen 3-2 havde en gylden mulighed for at afgøre kampen på en gigantisk chance til manden med mikrofonhåret, Marouane Fellaini.

»I aften var det som at se et Manchester United-hold. Okay, de vandt ikke, men det burde de have gjort. Fellainis hovedstød - hvilken chance for at gøre det til 4-2 - og Jesse Lingard havde også en stor chance. Det er lige præcis sådan noget, jeg forventer,« lyder det fra det kræsne United-ikon.

Paul Scholes, der spillede næsten 500 kampe i United-trøjen og stort set vandt alt, forventer nu, at manager Louis van Gaals tropper tager det angrebsivrige spil med hjem til Old Trafford, hvor hjemmefansene har været alt andet end forkælet i indeværende sæson.