Det er slut. Rafael van der Vaart vil ikke mere.

Esbjerg-spilleren har valgt at stoppe karrieren med øjeblikkelig virkning.

Til de hollandske medier De Telegraaf og Nos fortæller den hollandske fodboldspiller om sin beslutning, som han er kommet frem til efter endnu en skade.

»Det er en vanskelig beslutning, men det er bedst sådan,« siger Rafael van der Vaart:

På karrierens sidste hjemmebane i Esbjerg.
På karrierens sidste hjemmebane i Esbjerg. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Jeg er bare nødt til at stoppe nu. Jeg er her ikke for at rehabilitere, men for at spille fodbold. Det ville være sjovere, hvis det var anderledes, og det var også sådan, at jeg ønskede, det skulle være.

Den 35-årige fodboldspiller var i gang med sit tredje år i danske fodbold. Efter to mislykkede år hos FC Midtjylland skiftede han for få måneder siden til Esbjerg.

Og Rafael van der Vaart var begyndt at se en ende på karrieren med skiftet til den vestjyske superligaklub.

Som sent som i sidste uge kunne han i B.T. afsløre, at han ville stoppe karrieren efter denne sæson.

»Jeg har allerede accepteret det, og jeg ved, at tiden er kommet. Men så længe kroppen er klar, vil jeg gøre det, jeg er god til,« sagde han ved den lejlighed.

Få dage senere er det så allerede helt slut.

»Jeg ville ikke ende som fodboldbedstefar, men sådan har det desværre ikke udviklet sig. Nu kan jeg bare være taknemmelig over alle de år, jeg fik lov at spille fodbold. Jeg har bare varme følelser omkring alle de spillere, medarbejdere og fans fra ArenA, Volksparkstadion, White Hart Lane til Bernabeu. Det var en god tid,« siger Rafael van der Vaart.

Mens fodboldtiden i Danmark ikke blev vellykket med kun 17 kampe for FCM og 3 for Esbjerg, så blev fodboldspilleren far for anden gang. I 2017 fødte håndboldspilleren og kæresten Estavana Polman datteren Jesslynn.

Han nåede at spille 109 landskampe for Holland.