tema_fodboldens_superstjerner
tema_fodboldens_superstjerner

»Jeg ved ikke, hvor mange biler, jeg har, Piers. Jeg tæller ikke bilerne,« lyder det fra Cristiano Ronaldo i den bløde sofa.

»Hvis jeg skulle gætte, ville jeg nok sige 41 eller 40. Men jeg ved det ikke, jeg sværger på mine børn.«

I et stort interview med den britiske stjernejournalist Piers Morgan afslørede fodboldikonet tidligere i år, at han slet ikke har styr på, hvor mange biler han egentlig ejer. 

Og faktisk, at han heller ikke kører i dem.

»Jeg kører aldrig i dem, og jeg går ikke engang ned i garagen. For mig er biler ikke længere en passion.«

I anledning af, at den portugisiske megastjerne er blevet fodboldhistoriens første dollarmilliardær, ser B.T. nærmere på Ronaldos vilde luksusliv med boliger, biler og privatfly i millionklassen.

Cristiano Ronaldo ejer et Bombardier Global Express-fly, der minder om dette.
Cristiano Ronaldo ejer et Bombardier Global Express-fly, der minder om dette. Foto: AP/Ritzau Scanpix

Bombardier BD-700-1A10 Global Express XRS

»Jeg shopper ikke rigtig på den møde. Jeg kan jo købe hvad som helst, uanset hvor jeg går hen. Men det har jeg ikke brug for mere,« lyder det fra den 40-årige Ronaldo over for Piers Morgan.

Men i interviewet afslører han dog, at han skiftede privatfly for lidt over et år siden til et Bombardier Global Express fly – det dyreste, han nogensinde har købt.

Du kan se billeder af flyet her, som koster mere end 370 millioner kroner og er speciallavet til ham med både initialer og logo på flyet.

En uvirkelig bilsamling

I interviewet med Piers Morgan afslører Cristiano Ronaldo også, at han på det tidspunkt netop har investeret i en ny bil til samlingen.

Men han skal ikke køre i sin nye Bugatti Tourbillon. Det er en ren investering. Han løfter også sløret for, at han har en svaghed for sine Bugattier. Han ejer nemlig flere af slagsen.

Tourbillon har en startpris på omkring 30 millioner kroner, men det er ikke den dyreste af de hidsige sportsvogne, han ejer.

Cristiano Ronaldo spiller for Al Nassr i Saudi-Arabien, hvor han bor med sin familie.
Cristiano Ronaldo spiller for Al Nassr i Saudi-Arabien, hvor han bor med sin familie. Foto: Fayez Nureldine/AFP/Ritzau Scanpix

For den über eksklusive Cientodieci skal man hoste op med mere end 60 millioner kroner, og der er kun produceret 10 på verdensplan.

Garagen rummer også en Chiron og en Veyron fra samme mærke.

Cristiano Ronaldo har også før vist en Lamborghini Aventador frem, en Audi, en Chevrolet Camaro og en Porsche. Selvfølgelig også en Mercedes. Sidstnævnte fik han af kæresten Georgina i 35 års fødselsdagsgave, som også har snotforkælet ham med en Rolls-Royce i julegave.

Han har dog også haft flere helt særlige luksusbiler i garagen. Den ene er en McLaren Senna, der kun er produceret i meget begrænset omfang.

Flere dyre Ferrarier pryder også hans garage, men særligt to er unikke. Den ene fik alle til at tabe kæben, da han dukkede op til Portugals spillerhotel i en Ferrari Daytona SP3. Den koster lige godt 18 millioner kroner.

Ferrari Monza SP1-modellen er ikke helt lige så dyr, men ikke desto mindre også enormt sjælden.

Bilen er inspireret af Ferraris sportsvogne i 50'erne og har kun et sæde, ligesom der ikke er nogen forrude i bilen.

Og der er med garanti en hel del biler fra den absurde samling, vi ikke har plads til her.

Boliger for milliarder

Cristiano Ronaldo har også gjort et solidt indtog på boligmarkedet, hvor han kan bryste sig af at have flere pompøse ejendomme i porteføljen.

Blandt andet et nybygget palæ i den eksklusive kystby Cascais uden for Lissabon, der ifølge flere medier er Portugals dyreste bolig.

Her får han og familien en indendørs glaspool, som man kan kigge op i nedefra. Desuden er der fitnessrum, udendørspool, hjemmebio, en stor garage og en enorm grund. Herligheden har kostet omkring 153 millioner kroner og gjort flere naboer rasende, inden familien overhovedet flyttede ind.

Men Ronaldo-familien ejer også et stort palæ med udsigt til vandet i Funchal på Cristianos fødeø Madeira, der har kostet godt 60 millioner kroner.

Han har også en luksuslejlighed i Lissabon på hånden med sauna, to swimmingpools og 360 graders udsigt over byen, ligesom han ejer en eksklusiv villa i Torino fra tiden i Juventus.

Og ja, det er lige til at blive forpustet af. Men i Spanien ejer han et kæmpe hus i det eksklusive La Finca-område i Madrid og et feriehus i Marbella.

I Saudi-Arabien, hvor han bor til daglig og tørner ud for Al Nassr, har han og familien adresse i et luksuspalæ på 'Billionaires Island' med direkte adgang til stranden og plads til at have ansatte boende.

Det koster knap 100 millioner kroner. Han er nok glad for, at han ikke selv skal gøre rent på de mange adresser. Og ærgrer sig over, at han ikke har tid til at bruge de mange luksusboliger.

B.T. Fodbold

I denne nytårsspecial kigger panelet tilbage på et meget begivenhedsrigt 2025 for det danske landshold - og der blev i den forbindelse uddelt 12 saftige kåringer.  Godt nytår til alle lyttere. Vært: Lasse Vøge Medvært: Jonas Ryefelt Producer: Teis Thornberg Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen