Barcelona vandt lørdag 2-0 over Malaga, men det er ikke resultatet, som kampen vil blive husket for.

Barcelona. Barcelona havde før lørdagens sejr på 2-0 over Malaga vundet de seneste 16 hjemmekampe i den bedste spanske fodboldrække, Primera Division, og med sejren kom holdet op på 17 kampe i træk.

Der stod Barcelona på det meste i kampen, men som de fleste hold, der spiller mod Barcelona, så kom Malaga også til chancer. Målene udeblev dog for gæsterne.

Sejren gav lidt luft i toppen af tabellen, som Barcelona nu fører med 25 point efter ni kampe. Det er fire point mere, end Valencia har på andenpladsen.

Barcelona-træner Ernesto Valverde havde valgt at spare forsvarsspilleren Gerard Pique til dagens opgør, og han så fra bænken sine holdkammerater komme foran efter to minutters spil på en kontroversiel scoring.

Lucas Digne gik til baglinjen og lagde en bold ind i det lille felt, hvor Gerard Deulofeu satte hovedet på og headede bolden i mål til 1-0 til Barcelona.

Men på tv-billederne var det tydeligt at se, at bolden var ude over baglinjen, da Digne sparkede den indover. En kæmpe fejl af dommer Pablo Fuertes.

Barcelona-anfører Andrés Iniesta udbyggede føringen i det 56. minut. Lionel Messi i fremdrift mod målet prikkede bolden videre til Iniesta i feltet, der så sit skud blive rettet af af en Malaga-spiller og fortsætte ind i mål.

I det 73. minut fik Luis Suarez muligheden for at lukke kampen, men få meter fra mål sparkede han bolden forbi det tomme mål.

Få minutter inden kampen blev fløjtet af fik Messi bolden i mål, men der blev dømt offside, og dermed sluttede kampen 2-0.

I en anden af rundens kampe var Betis uden en skadet Riza Durmisi, da holdet tog en sejr på 2-0 hjemme over Alaves.

Simon Kjær spillede hele kampen for Sevilla mod Valencia, men det var en af de kampe, som Sevilla-spillerne nok helst vil glemme, for Valencia delte en lussing ud på 4-0 til danskerklubben.

Michael Krohn-Dehli kom ind for Sevilla efter 76 minutter.

/ritzau/