Brøndbys anfører Luis Binks skal måske falde lidt mere til ro.

Det vurderer han selv efter Brøndbys 3-2 sejr mandag aften over Sønderjyske.

»Der hvor jeg kommer fra, bliver man opdraget til, at når man går ind på banen, så hader man bare at tabe, man hader at tabe en hovedstødsduel, man hader at tabe et frispark, og jeg er en af ​​dem,« udtalte han til den fremmødte presse.

Han blev dertil spurgt, hvorvidt han synes, at den danske liga er for blød:

»Jeg vil ikke sige for meget, men ja, som sagt er Championship en meget hård liga. Det tror jeg, alle verden over kan se.«

Under kampen mod Sønderjyske var han igen i fokus, da han fik et gult kort efter en glidende tackling på Andreas Oggesen.

Han mener selv, at der 'aldrig nogensinde' var frispark i situationen.

Og det kan skyldes den danske kultur, at det bliver dømt, mener han:

»Jeg har været i nogle forskellige lande, og der er forskellige kulturer, og jeg tror, ​​kulturen her er anderledes end der, hvor jeg kommer fra. Så ja, måske skal jeg falde lidt mere til ro,« siger han og fortsætter:

»Jeg har for nylig set dokumentaren om Mourinho.«

»Jeg ved ikke, om man se det, men mine yndlingsspillere, da jeg voksede op, var Ramos og John Terry. Jeg synes, de begge er krigere på banen. Så man gør alt, hvad man kan for at vinde.«

Til trods for kulturforskellen er han meget glad for at være i Danmark.

»Misforstå mig ikke. Jeg elsker at spille her. Jeg elsker klubben. Jeg synes, jeg har udviklet mig enormt, siden jeg kom hertil, så jeg er glad for det.«

»Alle ligaer har hver deres spillestil, og jeg synes, stilen her er anderledes end der, hvor jeg var før.«

Om den danske liga er for blød, vil han altså ikke svare entydigt på. 

Det må være op til den enkelte at vurdere, mener han.