Snakken om Andreas Christensens fremtid er ved at udvikle sig til en noget uventet saga.

Bedst som alt så ud til at være i skønneste orden for danskeren i Chelsea, og kontraktforlængelsen så godt som underskrevet, er der stadig ikke meldt noget ud om danskerens fremtid.

Med cirka syv måneder tilbage af sin kontrakt er der kun en måned til, at 'AC' frit kan forhandle med andre klubber, og i sidste ende kan han ende med at skifte gratis til en anden klub til sommer.

Men det ville være en kæmpe bet for Chelsea. Det mener en af klubbens tidligere spillere, backen Glen Johnson.

Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

»Set fra et forretningsmæssigt perspektiv, ville det være en katastrofe. Om klubben vil have dem på længere sigt er irrelevant, for det ville koste en formue at erstatte de to spillere,« siger ham, der også tidligere har spillet i Liverpool  til Betting Odds.

Pensionerede Glen Johnson tager også tyske Antonio Rüdiger med i ligningen, som står i præcist samme situation som danske 'AC' - med en kontrakt, der udløber 30. juni 2022.

Han mener, at klubben bør forlænge med de to spillere - også selvom man gerne vil skille sig af med dem om et halvt år.

»Det giver endda bedre mening at underskrive en lang aftale med dem og så sælge dem om seks måneder, end at lade dem gå gratis til sommer. Det ville være en forfærdelig forretning at miste dem - uanset om klubben tror på dem eller ej.«

Ifølge den specialiserede hjemmeside Transfermarkt er både den 25-årige Andreas Christensen og hans 28-årige kollega Antonio Rüdiger 35 millioner euro værd.

Det svarer altså til en samlet markedsværdi på 70 millioner euro - eller godt 520 millioner kroner tilsammen.

Andreas Christensen har været i Chelsea siden 2013, hvor han skiftede fra Brøndby som ungdomsspiller.

Han har lige haft et enkelt afhop i Borussia Mönchengladbach, hvor han var udlejet i sæsonerne 2015-2016 og 2016-2017.

Den danske forsvarsspiller er blandt andet blevet kædet sammen med FC Barcelona.

Det kan du læse mere om herunder.

Andre læser også