Manchester Citys spillere vil have onsdagens smertefulde nederlag til Tottenham i Champions League i baghovedet, når de to hold lørdag igen tørner sammen - denne gang i Premier League.

Det siger Citys manager, Pep Guardiola, før kampen, der kan blive afgørende for, hvor mesterskabet havner i år.

Manchester City troede et kort øjeblik, at Raheem Sterling med en scoring i dommerens tillægstid havde sikret holdet avancement i Champions League, men målet blev annulleret, og dermed kunne Tottenham juble over at gå videre.

»Tror du, at det ikke gør ondt, eller at jeg har glemt det? Det, vi følelsesmæssigt gik igennem i onsdags, var utroligt. Over 55.000 tilskueres glæde bliver smadret på et sekund,« lød det fra Guardiola på et pressemøde fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Jeg vil ikke have spillerne til at glemme, hvad de gennemlevede. Jeg ønsker at se dem reagere på smerten,« siger han om den dramatiske afslutning, der endte Manchester Citys mulighed for at vinde fire titler i denne sæson.

Det engelske mandskab tabte det første opgør til Tottenham med 0-1. I returopgøret bølgede det frem og tilbage, men i det 59. minut sendte Sergio Aguero forløsningen i kassen til stillingen 4-2 til Manchester City.

Glæden varede dog blot et lille kvarter, og så havde Tottenham reduceret. Et mål, der betød, at Christian Eriksen og co. var videre på reglen om flest udebanemål.

I få sekunder nåede Manchester City dog at juble endnu engang, da en fejl af netop Eriksen endte med, at Raheem Sterling sendte bolden i mål. Men scoringstavlen skiftede ikke til 5-3, for efter at have haft VAR inde over, blev målet annulleret for offside, og dermed var det Tottenham der først kunne ånde lettet op og siden juble over den samlede sejr.

City kan dog stadig føje mesterskabet og FA Cuppen til triumfen i Liga Cuppen, hvor holdet i februar slog Chelsea i finalen.

Men det kræver sandsynligvis tre point mod Tottenham, hvis holdet skal holde forspringet på ét point til Liverpool, der ifølge alle eksperter har et væsentligt nemmere slutprogram.

Pep Guardiola afviser, at afslutningen på Champions League-eventyret er til fordel for Manchester City i mesterskabskampen.

»Jeg ville foretrække at være i semifinalen i Champions League. På det her tidspunkt af sæsonen er det ingen fordel at være ude,« siger han.

Alan Shearer, den tidligere topspiller som nu er fodboldkommentator, mener, at Manchester Citys spillere på mange måder kan være tilfredse med indsatsen i Champions League-kampen.

»Men de har ikke råd til flere dumme fejl og missede målchancer, hvis de skal have det resultat, de ønsker,« siger Shearer til BBC.

»Guardiolas problem er, at han skal finde en måde at hanke op i spillerne efter det utrolige drama,« tilføjer han.

Kampen på Etihad Stadium begynder klokken 13.30 lørdag.