Det er ikke opløftende læsning i regnsskabet hos tatoveringsplatform Tattoodo, som Daniel Agger ejer over 50 procent af.
Selskabet gik konkurs i 2022, men efter en rekonstruktion prøvede man igen, og der kom en stribe kendte navne ind over, bl.a. Hummel-ejer Christian Stadil, arkitekt Bjarke Ingels, skuespiller Nikolaj Coster-Waldau og landsholdsspiller Simon Kjær.
Men fremtiden er usikker, beretter Finans, efter at have set regnskabet, der viser et underskud på 14,5 mio. efter skat.
»Vi gør opmærksom på, at der er væsentlig usikkerhed, idet der kan rejses betydelig tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften,« skriver selskabets uafhængige revisor.

Tattoodo arbejder på at rejse 8,7 mio. kroner, så firmaet kan fortsætte efter juni 2024.
Selskabet med berømthederne bag fortæller selv om fremgang på flere fronter, men det skal også til, hvis de skal vende den negative spiral, der har givet milliontab på lige under 100 mio. kr. gennem de sidste fem år.
Da firmaet skulle reddes i 2022 var det især Daniel Aggers firma Maruda ApS, der skød millioner ind. Dengang var der tale om 7.6 mio. kr.
