Der er ingen grund til at gå stille med dørene.

Det må være mantraet i Galatasaray, som har købt stort ind i dette transfervindue, der for tyrkernes vedkommende smækkede i 8. september.

Den storsatsende Istanbul-klub lancerede en videopræsentation af de fem seneste køb, og her figurerede selvfølgelig også den tidligere AaB-forsvarer Mathias Ross.

Med pomp, pragt, gallatøj og selvsikkert blik betræder den 21-årige dansker den røde løber blandt andet sammen med store stjerner som Mauro Icardi og Juan Mata.

Hele 37 er ankommet til klubben efter transfers eller endt leje, og lige så mange er røget ud, så svingdøren har kørt med halsbrækkende fart op til lukningen, men Ross nåede sikkert ind og bliver også betalt fint for det.

Galatasaray har lagt hans løn offentligt tilgængelig, og den ligger på tre millioner om året. Samtidig er der meget fordelagtige skattevilkår i Tyrkiet, fordi professionelle fodboldspillere kun skal betale omkring 20 procent.

Desuden fortæller Galatasaray, at de har betalt 1,75 millioner euro til AaB, altså 13 millioner danske kroner, og betalingerne falder i fire rate over to år.

»Det er en kæmpestor mulighed for mig, som jeg under ingen omstændigheder kunne sige nej til. Det er en stor klub i Europa med kæmpestore traditioner, så det er en drøm, der går i opfyldelse.« lyder det fra U21-landsholdsspilleren.