Cheftræneren i Bayern München, Vincent Kompany, er tilbage i den tyske fodboldklub efter at være faldet om under en træning i slutningen af oktober.

Det skriver flere tyske medier, heriblandt Bild og TZ.

Kompany skulle angiveligt være ankommet til træningsanlægget ved 10-tiden, hvor han har haft en længere samtale med sportsdirektør Christoph Freund, skriver TZ.

Han skulle desuden også have opholdt sig på sit kontor, hvor assistenttræneren Floribert Ngalula skulle have kigget forbi.

Den belgiske træner blev 23. oktober kørt væk i en ambulance under en U23-træning.

Vincent Kompany fik senere konstateret irritation af hjernehinderne, også kaldet meningitis.

Den belgiske træner har været fraværende i de seneste fem kampe på grund af kollapset.

I de kampe har assistenttræner Aaron Danks stået i spidsen for klubben, hvor det er blevet til fire ud af fem mulige sejre.

- Vi fortsætter fremad sammen og glæder os til at have Vince tilbage, hvor han hører hjemme, skriver assistenttræneren i et opslag på Instagram.

I sin aktive karriere var Vincent Kompany anfører for blandt andet Manchester City og Anderlecht samt for sit landshold, Belgien, hvor han formåede at spille 89 kampe.

RITZAU