Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Når Danmark tørner sammen med Holland lørdag aften på Amsterdam Arena, vil holdene markere det på særlig vis.

For når kampen fløjtes i gang, vil begge mandskaber være iført en speciel trøje, der bærer det danske, det hollandske … og det ukrainske flag.

Det sker for at støtte de ukrainske børn, som er ofre for den brutale konflikt mellem deres land og de russiske naboer.

»Vi spiller i skyggen af det, der sker i Ukraine lige nu. Det har indimellem været svært at fokusere og fortælle folk omkring mig, at det her er det allervigtigste i livet, når der sideløbende sker ting som det her,« fortalte landstræner Kasper Hjulmand ved pressemødet forud for kampen mod Holland.

Trøjen, som bliver båret af spillerne mod Holland lørdag, blev fremvist ved fredagens pressemøde. Her er det DBUs kommunikationschef Jakob Høyer, der viser trøjen frem.
Trøjen, som bliver båret af spillerne mod Holland lørdag, blev fremvist ved fredagens pressemøde. Her er det DBUs kommunikationschef Jakob Høyer, der viser trøjen frem. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Derfor skal du holde øje med danskernes trøje i morgen, lørdag, for at bemærke detaljen.

Efter kampen bliver trøjerne skrevet under af de hollandske og danske spillere og sendt på auktion.

Pengene går til UNICEF i Holland og Danmark, som derfra vil bruge de indsamlede penge til at støtte børnene i Ukraine.

»Jeg regnede ikke med, at jeg skulle fortælle mine børn om noget som det her, og at det burde ikke ske i Europa i en tid som denne,« sagde Kasper Hjulmand – som var tydeligt berørt – om konflikten.

»Jeg er glad for, at vi gør det her sammen med Holland og UNICEF, som gør et fantastisk arbejde med børn verden over – lige i dette tilfælde i Ukraine.«

Under pressemødet, hvor Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard også var til stede, blev spillerne blandt andet spurgt ind til, hvorvidt initiativet omkring spillertrøjerne og støtten til Ukraine kom fra spillerne selv eller fra DBU.

Her greb den solide forsvarsspiller fra Leicester mikrofonen.

»Det er et samlet initiativ, noget som vi allesammen 100 procent står bag og identificerer os med,« forklarede Jannik Vestergaard.

»Det er et samlet DBU.«

Venskabskampen mellem Danmark og Holland sparkes i gang lørdag aften klokken 20.45.

Undervejs kan selvfølgelig følge kampen i LIVE-bloggen på bt.dk, og umiddelbart efter opgøret kan du læse karakterer, reaktioner og meget mere.