Kommentatorer tror på de danske hold i Conference League
Mads Junker og Mikkel Bischoff har stor fidus til FC Nordsjælland i det kommende Conference League-ligaspil.

Mads Junker og Mikkel Bischoff har stor fidus til FC Nordsjælland i det kommende Conference League-ligaspil.

Tre af fire danske hold bør gå videre fra ligaspillet og spille med i Conference Leagues slutspil til foråret.
Det mener ekspertkommentatorerne Mads Junker og Mikkel Bischoff, der skal dække turneringen for ESPN/Disney+.
Bischoff kan endda sagtens se en eller to af de danske repræsentanter nå meget langt i turneringen.
- FC København var nærmest seedet til at gå hele vejen, sidst de var med (i 2024/25, red.), men var uheldige at ryge ind i Chelsea.
- Og hvis Djurgården fra Sverige med et langt dårligere hold kan nå en semifinale, så kan et af de danske hold også gå efter det, siger Bischoff.
24 af 36 hold i ligaspillet går videre til slutspillet. Top-8 efter seks runder stryger direkte i ottendedelsfinalerne, mens nummer 9 til 24 skal gennem en playoffrunde først.
FC København og FC Midtjylland får størst tiltro hos Junker og Bischoff.
- Det er forventeligt, at FCK og FCM går videre med deres budgetter, setup og gearing, siger Junker om de to tophold, der begge har haltet i perioder, og begge er i gang med at bygge nye hold op.
- Men FCK's trup er stærk nok til at klare sig videre. FCM er ramt af skader lige nu, men man må stadig forvente, at de går videre, når nu de har sat truppen sammen til at spille i flere turneringer.
Begge har også stor fidus til FC Nordsjælland, der slog svenske Gais, islandske Valur og schweiziske St. Gallen ud i kvalifikationen.
- FCN har ikke samme bredde og erfaring som de andre to, men de har fået et stærkt hold sat sammen og spiller virkelig godt. At de henter Victor Nelsson hjem, viser, at de vil være med på øverste hylde, siger Bischoff.
Bischoff peger som Junker dog mest af alt på Farum Parks underlag som en styrke for FCN.
- Det er ofte lidt af en forskrækkelse for modstanderne, når de er der første gang, og generelt en kæmpe fordel for FCN. Men jeg synes også bare, at FCN har været gode til at rotere i deres trup - og var før landskampspausen det bedst spillende hold i Superligaen, siger Junker.
Ingen af de to afskriver AGF, men problemer i Superligaen og sommerens spillerafgange gør forventningerne til mesterholdet begrænsede.
AGF gæster belgiske Gent i sin første kamp. FCN møder ude skotske Hearts, og FC Midtjylland er på besøg hos det albanske mesterhold, Egnatia.
FC København åbner som eneste danske hold på hjemmebane. Det sker mod portugisiske Braga torsdag klokken 21.00.
RITZAU