I forbindelse med gårdagens kamp mellem Brøndby IF og Glasgow Rangers måtte Københavns Politi rykke ud flere steder grundet tumult mellem fodboldfans.
Det bekræfter Københavns Politi overfor B.T.
Politiet rykkede blandt andet ud til området foran baren The Old Irish, som ligger tæt på Tivoli i København, for her var en gruppe mennesker kommet op at slås.
»Der var et slagsmål ved Old Irish, hvor et par stykker var oppe at toppes. Men der var heldigvis ikke rigtigt noget i det,« fortæller Dyre Sønnichsen, der er vagtchef ved Københavns Politi.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.14, hvorefter de rykkede ud og var til stede i omkring ti minutter.

Episoden ved The Old Irish var dog ikke det eneste sted, hvor politiet måtte rykke talstærkt ud.
Allerede inden kampstart var politiet nemlig massivt til stede ved Brøndby Stadion, hvor en gruppe Rangers-fans forsøgte at komme ind på trods af, at de ikke have en reglementeret billet.
Det medførte mindre tumult ved indgangen til udebaneafsnittet til Brøndby Stadion, og politiet måtte derfor trække og bruge stave.
Da kampen var slut opstod der desuden enkelte episoder, hvor uromagere prøvede at begive sig over til modpartens fans, men det blev dog forhindret af politiet.
I forbindelse med kampen blev i alt fire personer anholdt. De er sigtet for almindelig vold eller vold mod politiet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Opdateres …