Den amerikanske forretningsmand Todd Boehly har solgt sin ejerandel af Premier League-klubben Chelsea til Clearlake Capital Group, der i forvejen var majoritetsejer i klubben.

Som følge deraf stopper Boehly også som klubbens bestyrelsesformand, oplyser klubben på sin hjemmeside.

I maj 2022 købte Clearlake 62 procent af Chelsea, mens Boehly og to andre forretningsmænd købte den resterende del af klubben.

Boehly blev ejerkredsens ansigt udadtil, og han har været berømt og berygtet for at stå bag Chelseas enorme transferaktivitet siden.

I perioden har Chelsea købt spillere for over 2,11 milliarder pund, hvilket svarer til mere end 18 milliarder kroner.

Det sportslige udbytte har blandt andet været en titel i Conference League og VM for klubhold.

Ifølge AFP har der dog jævnligt været uenigheder internt i ejerskabet, hvorfor både Boehly og Clearlake flere gange har forsøgt at købe deres medinvestorer ud, og det er nu lykkedes.

AFP skriver, at Chelsea nu er værdisat til fem milliarder pund, hvilket er dobbelt så meget, som eksejeren Roman Abramovich solgte klubben for i 2022.

De justerede ejerforhold medfører ingen ændringer i klubbens strategi, direktion eller daglige arbejde, skriver klubben.

RITZAU