Flemming Povlsen sagde det lidt i sjov på Kanal 5 inden vikarernes landskamp mod Slovakiet.

At der måtte være kø til toilettet inden nationalsangen.

Og han ramte ikke helt forkert. For det var en flok nervøse spillere, der gjorde sig klar til landskamp mod verdensstjerner som Marek Hamsik og Martin Skrtel, fortæller John ‘Faxe’ Jensen.

»Der var nogen, som håndterede det forskelligt. Der var mange scenarier, og det var egentlig også fedt. Der var nogen, der var meget nervøse,« siger den midlertidige landstræner.

Hvordan så du det?

»Der var måske nogen, der fik lidt ondt i maven. Nogen var meget stille. Andre gik rundt og smilede. Det var den måde, de håndterede det på. Men inden vi gik ind på banen, synes jeg, jeg kunne mærke, at der var en eller anden gnist, som jeg kunne se på de fleste af dem.«

Nervøsiteten så dog ud til hurtigt at gå over, da der var skrålet færdigt på ‘Der er et yndigt land’. Og så fik landsholdsvikarerne hentet et hæderligt 3-0-nederlag hjem. Det skete efter 34 intense timer, der startede med et møde hos DBU i Brøndby tirsdag klokken 13 og altså sluttede med, at John ‘Faxe’ Jensen næsten kunne alle navnene på sine spillere efter kampen.

»Jeg kendte et par stykker af spillerne. Og så tager man sin seddel op og kigger på den. Der må man se på, hvad de hedder, og så har man nogle kendetegn, når man er nede og spise frokost. Eller man har nogle møder med dem. ‘Nåh, ham her hedder Simon, og ham her hedder Christian’. Men det kan også godt være svært at lære 24 navne at kende på 24 timer. Men jeg begynder at være rimelig god til det,« sagde John 'Faxe' Jensen, der også var glad for sin landstrænerdebut.

»Jeg var enormt bange for de første 20 minutter, og da de fik et mål efter 10 minutter - måske første gang, de er inde i feltet, tænkte jeg: ‘Åh nej, nu kommer de’. Men pludselig efter 20-25 minutter fik vi mulighederne. Jeg er nok mest ærgerlig over, at vi ikke fik scoret et mål. Det gjorde vi godt nok, men det var et selvmål.«

Se også