For syv år siden knuste Julia Roberts hans hjerte. Men nu har Pep Guardiola fået oprejsning af sit store kendis-crush.

Manchester City-manageren erklærede tidligere på sæsonen, at Julia Roberts er et af tre idoler, han har.

Derfor har han aldrig glemt skuffelsen, da Hollywood-superstjernen valgte at overvære en Manchester United-kamp frem for et Manchester City-opgør, da hun besøgte den engelske by i 2016.

Men nu har 'Pretty Woman'-skuespilleren benyttet Manchester Citys Champions League-triumf til at sende en opmuntrende hilsen på Instagram, der må gå lige i hjertet på City-manageren.

'Tillykke Pep med at føre dit hold til Champions League-sejren,' skriver Julia Roberts, som erklærer sig som værende en soccermom – altså en mor til børn, der spiller fodbold. 

Lørdag aften fuldendte den spanske stjernemanager og hans City-mandskab et hattrick af store titler i denne sæson med Champions League-finalesejren på 1-0 over Inter.

Det var på vejen til finalen tilbage i marts efter en 7-0-sejr over RB Leipzig i 1/8-finalen, at Guardiola – i spøg – erklærede sin kærlighed til den amerikanske skuespiller og fortalte om den skuffende oplevelse i 2016, hvor Julia Roberts havde sin mand og børn med til en Manchester United-kamp.

»Hun kom ikke for at se os. Hun besøgte Manchester United. Og det er derfor, at selv hvis jeg vinder Champions League, kan det ikke opveje det faktum, at Julia Roberts kom til Manchester, og det var ikke for at se os. Selv hvis jeg vinder Champions League, kan det ikke opveje skuffelsen,« lød det fra en kæk Guardiola ved den lejlighed.

Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere