Bayern München-træner Hansi Flick skal finde på nye løsninger i angrebet i den kommende tid.

Tirsdag meddeler den tyske storklub på sin hjemmeside, at Robert Lewandowski må sidde ude i de næste cirka fire uger på grund af en knæskade.

Den polske bomber udgik, da han lørdag var i aktion på landsholdet i en kamp mod Andorra. Lewandowski nåede at score to mål, inden han måtte lade sig skifte ud efter et sammenstød.

Nu står det klart, at han har et forstrukket ledbånd i sit højre knæ.

Dermed er Lewandowski altså ikke med, når Bayern München blandt andre møder Paris Saint-Germain to gange i Champions Leagues kvartfinaler i den kommende tid.

Det første møde med franskmændene finder sted næste onsdag, hvorefter der er returopgør 13. april.

32-årige Lewandowski havde inden skaden gang i en utrolig stime. Søndagens kamp var således angriberens tiende i træk, hvor det blev til minimum én scoring.

I alt har han scoret 16 mål i sine seneste 10 optrædener på tværs af alle turneringer. Lewandowski har generelt gang i en utrolig sæson, hvor det indtil videre er blevet til 42 mål i 36 kampe for Bayern München.

I december blev polakken af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) kåret som verdens bedste fodboldspiller.

/ritzau/