Den randrusianske breddefodboldklub FC Sabur nægtes at gå på banen på ubestemt tid efter flere uacceptable episoder under holdets kampe.

Trusler, spyt og angreb på dommeren bør ikke være en del af fodboldkampe. Men det har været tilfældet i flere opgør, hvor den randrusianske breddeklub FC Sabur har været involveret.

Senest i lørdags, hvor den bosniske klub mødte KFUM Fodbold Randers, valgte dommeren at fløjte af, da han blev spyttet på af en udvist spiller, som samtidig truede ham.

»Nu er holdet spærret på ubestemt tid. Det er usædvanligt og sker højst et par gange om året. Det er også sjældent, at et hold er involveret i afbrudte kampe, fordi dommeren eller modstanderen føler sig truet,« siger formand for DBU Jyllands Disciplinærudvalg, Kristian Nørgaard Thomsen, til TV2 Østjylland.

FC Sabur har været den ene part af i alt tre afbrudte kampe siden maj.

I en pokalkamp den 7. maj valgte modstanderen – Værum GF – at udvandre, fordi spillerne følte sig truet af FC Saburs ditto.

Den 3. september spillede det bosniske hold mod Klejtrup BK, hvor dommeren valgte at afbryde kampen på grund af dårlig stemning.

I begge kampe fik to spillere fra FC Sabur efterfølgende karantæne i tre spillerunder på grund af deres adfærd.

Hvad der kommer til at ske med FC Sabur i den resterende del af sæsonen, er uvist.

DBU Jylland afventer indberetninger om den seneste kamp fra dommeren, FC Sabur og KFUM Fodbold Randers.

»Det er indberetningerne, der afgør, om holdet må spille igen. Udover at det skal forklare sig om episoden i lørdagens kamp, så skal FC Sabur redegøre for, hvad man vil gøre fremover for at undgå lignende sager,« siger Kristian Nørgaard Thomsen.

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med den ansvarlige for FC Saburs fodboldafdeling, men han ønsker ikke at udtale sig til denne artikel.