En tragedie i fransk fodbold er hændt.
OGC Nice oplyser søndag på Twitter, at den tidligere Nice-spiller Rémi Mestrallet er død efter en trafikulykke.
Klubben skriver, at de er i stor sorg over nyheden.
Søndag drog Nice nordpå, hvor de skulle møde Nantes. Nice vandt kampen 0-2 og sendte efterfølgende tanker mod franskmanden, der kun blev 23 år.
»Denne sejr er dedikeret til ham,« skrev klubben.
En af Nices mere velkendte ansigter, Dante, der også har spillet i Bayern München, var også påvirket efter opgøret:
»Vi står med blandede følelser. Vi hørte, at vi mistede et tidligere talent fra vores talentakademi. På trods af sejren var der intet eufori. Vi kondolerer og sender tanker til familien,« siger Dante ifølge det franske medie RMC.
Rémi Mestrallet fik sin fodboldopdragelse på Nices fodboldakademi, men han nåede dog aldrig at spille en officiel seniorkamp for førsteholdet.
Franskmandens nok største fodboldmæssige højdepunkter var, da han spillede i to træningskampe imod henholdsvis Rangers og Celtic. I juli 2021 skiftede han til den franske klub Fréjus-Saint-Raphaël FC.
På Nices hold er danske Kasper Dolberg også at finde. Den danske angriber scorede det første mål i 0-2-sejren over Nantes.

