Liverpools manager erkender efter nederlag, at hans spillere i øjeblikket kæmper med selvtilliden.

Liverpools manager, Jürgen Klopp, betegner torsdagens 0-1-nederlag til Burnley som "et slag i ansigtet" og siger, at han bærer ansvaret for holdets dårlige form.

De forsvarende engelske mestre har ikke vundet i de seneste fem Premier League-opgør. Holdet har desuden ikke scoret et eneste mål i de seneste fire og er nu seks point efter Manchester United i toppen af tabellen.

- Det er et kæmpe, kæmpe slag i ansigtet. Det er mit ansvar, det er den nemme forklaring, siger Klopp om kampen mod Burnley, der var Liverpools første liganederlag på hjemmebane i 69 kampe.

Ifølge den tyske manager skal kilden til Liverpools nuværende problemer findes i angrebet, hvor normalt målfarlige Mohamed Salah, Roberto Firmino og Sadio Mané er begyndt at skyde med løst krudt.

- Der bliver taget forkerte beslutninger i øjeblikket. På tre indlæg i feltet forsøgte vi at finde en spiller, men mislykkedes. Det er mit job at sørge for, at drengene er i de rigtige positioner, at de føler sig godt tilpas.

- Vi er nødt til at få styr på tingene, og det skal vi nok, siger Klopp.

Han erkender, at de svigtende resultater på det seneste har påvirket spillernes selvtillid.

- Jeg tror, at det er så tydeligt, at jeg ikke engang behøver at tale om det. Man kan se det i specifikke situationer.

- Det er som om, at 90 procent af det, som drengene altid har gjort, stadig er der, men de afgørende ti procent mangler i øjeblikket.

Jürgen Klopp afviser efter kampen at forholde sig til, hvordan resultatet påvirker Liverpools chancer for at forsvare titlen.

- Hvor fjollet ville det ikke være, hvis jeg efter et nederlag til Burnley og tre fire kampe uden at score mål sad og talte om titelræset?, siger tyskeren.

Liverpool ligger på en aktuel fjerdeplads i Premier League.

/ritzau/Reuters