Liverpools egyptiske stjerneangriber Mohamed Salah er kampklar igen efter en kort skadespause.

Joakim Mæhle og resten af Genk-mandskabet slipper ikke for at skulle døje med en af verdens bedste angribere, når det belgiske hold onsdag tager imod Liverpool i Champions League.

Mohamed Salah er således blevet meldt kampklar igen efter en kort skadespause.

Det oplyser Liverpool-manager Jürgen Klopp på klubbens hjemmeside.

- Det er virkelig godt at have ham (Salah, red.) tilbage, siger Klopp.

Tyskeren måtte undvære Salah, der har haft ankelproblemer, i søndagens Premier League-brag mod ærkerivalerne fra Manchester United, der endte 1-1.

Mens Joakim Mæhle og co. altså ikke slipper for Salah, så kan Genk glæde sig over, at Liverpool er uden to af sine faste forsvarsspillere, Trent Alexander-Arnold og Joel Matip.

Alexander-Arnold er blevet syg, mens Matip er hæmmet af et ømt knæ.

Liverpool og Genk ligger inden onsdagens opgør på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen i Champions Leagues gruppe E efter to kampe.

Napoli og Red Bull Salzburg indtager første- og andenpladsen. Sidstnævnte med samme antal point som Liverpool.

Onsdagens kamp mellem Liverpool og Genk fløjtes i gang klokken 21.

/ritzau/