Jürgen Klopp er træt af at snakke om coronavirus. Rigtig træt.

Det viste Liverpool-manageren i sidste uge, da han skældte en journalist ud for at spørge om emnet – og nu har Klopp luftet sin vrede igen.

På et pressemøde tirsdag dristede endnu en journalist sig til at spørge Klopp om coronavirussen forud for Liverpools returopgør mod Atletico Madrid i Champions League.

Og det provokerede øjensynligt Jürgen Klopp, som det fremgår herunder.

Journalist: »Er du ikke bange for, at dine spillere bliver eksponeret (for smitten, red.)?«

Jürgen Klopp: »Er du fra Madrid?«

Journalist: »Jeg er fra Argentina. Jeg bor i Madrid.«

Jürgen Klopp: »Du bor i Madrid. Ok. Og du er bekymret? I din by lukker de...«

Journalist: »Jeg skal ikke spille fodbold i morgen.«

Jürgen Klopp: »Nej, men det er ikke specielt. At spille fodbold – det er bare en kamp. Vi er ikke samfundet. Vi er en del af samfundet, og vi bør alle være bekymret på samme tid.«

»Og det er lige præcis den ting, jeg ikke kan lide: At du sidder her og stiller mig det spørgsmål, men du flyver fra Madrid og hertil. Så bliv der. De har lukket skoler og universiteter, og du er åbenlyst bekymret. Det er spørgsmålet. Men du synes nu, at fodbold er værd at rejse efter.«

»Det er situationen. Det er vores fælles problem, og vi kan ikke løse det med fodbold. Vi spiller fodbold. Det er vores del – det vi skal gøre. Dit job er at transportere information, og jeg håber, du gør det bedre, end du stiller spørgsmål, for at være ærlig.«

»For det er momentet, hvor jeg virkelig bliver vred; når du giver mig følelsen af, at jeg har et problem, som du ikke har. Vi har alle sammen de samme problemer.«

Og så blev det spørgsmål ellers lukket ned.

Corona eller ej - Liverpool og Atletico Madrid spiller returopgør i aften, og de spanske gæster kommer til Anfield med en føring på 1-0 fra den første kamp.

Kampen spilles kl. 21.00, og du kan følge den LIVE her hos B.T.