Tyskeren Jürgen Klinsmann blev fyret som amerikansk fodboldlandstræner i 2016 efter fem et halvt år på posten.

Tyske Jürgen Klinsmann fik en godtgørelse på 3,35 millioner dollar - svarende til 22 millioner kroner - da han blev fyret som fodboldtræner for det amerikanske landshold for to et halvt år siden.

Det viser tal fra det amerikanske fodboldforbunds (USSF) skatteregnskab, der blev offentliggjort mandag, ifølge nyhedsbureauet AP.

Klinsmann blev ansat som USA's landstræner i 2011 og fik i december 2013 forlænget sin kontrakt, så den løb til december 2018.

Men i november 2016 blev den tyske fodboldlegende fyret, efter at USA fik en dårlig start på VM-kvalifikationen.

Hans erstatning på trænerposten, Bruce Arena, fik ifølge regnskabet en godtgørelse på 300.000 dollar - knap to millioner kroner - da han selv trak sig som landstræner i oktober 2017.

Det lykkedes ikke Bruce Arena at kvalificere USA til VM.

54-årige Klinsmann har spillet over 100 landskampe for det tyske landshold. Han har tidligere været tysk landstræner og cheftræner i Bayern München, inden han blev træner for det amerikanske landshold.

Under VM i 2014 nåede Klinsmann og USA frem til ottendedelsfinalen.

/ritzau/