»Jeg elsker at løbe i Dyrehaven. En god, kuperet og meget varieret rute. Det er ligesom at løbe i Kenya. Når vi har venner fra Kenya på besøg, tager vi dem med i Dyrehaven. De er også vilde med at løbe der.«

Sådan lyder det fra kenyanskfødte Sylvia Kiberenge, 27, som kom til Køge som au pair i maj 2012 og søndag kan vinde sin anden sejr i Eremitageløbet.

»Jeg har aldrig været bedre end nu, men for mig er Eremitageløbet et led i træningen til efterårets store mål, Frankfurt Marathon, om tre uger. Om jeg sætter rekord eller ej i Dyrehaven er ikke det vigtigste for mig. Jeg glæder mig bare til at løbe i skoven,« siger hun.

Sylvia Kiberenge er gift med Køge Atletiks tidligere formand, Erling Worm, som også er hendes træner. Hun har senest været medlem af Blovstrød Løverne, men er i dag klubløs.

I sidste måneds Copenhagen Half imponerede hun med 11. pladsen i 1.10.42, og søndagen efter vandt hun den internationalt stærkt besatte og ekstremt hårde svenske crossklassiker Lidingöloppet over ti kilometer.

Sylvia Kiberenge kommer fra Afrikas største slumkvarter, Kibera. Hendes talent for løb blev hurtigt opdaget, og hun blev optaget i Running Relations’ camp i Ngong, hvor en god bekendt af dansk atletik, William Morwabe, er træner.

»Min drøm er at få dansk pas og repræsentere Danmark ved OL på maraton i 2020 i Tokyo. Det betyder meget for mig,« siger hun.

Hun debuterede i Eremitageløbet i 2013. Hun vandt i 2015 i 44.07 (otte sekunder fra Dorte Vibjergs daværende rekord) og blev nr. 2 i 2013 og 2016 efter henholdsvis Anna Holm og Anna Emilie Møller.

Sidste år satte Anna Emilie Møller rekord med 43.45, men stiller ikke op søndag.

»Anna har været lidt småskadet og trænger til at trappe ned. Vi skal passe på ikke at spænde buen for hårdt,« sagde hendes træner, Kersti Jakobsen, forleden til BT.

Meget taler for, at vi får en gentagelse fra 2015, hvor Sylvia Kiberenge og Abdi Hakin Ulad blev hyldet som skovens dronning og konge.