Den tidligere danske fodboldstjerne Peter Schmeichel er klar i mælet.

Hvis de 12 klubber, der var med i European Super League-projektet, skal tilgives, er der kun én vej frem. Sig undskyld.

Og selv efter det er det ikke godt nok.

Den danske keeper forudser, at det kuldsejlede Super League-projekt vil koste flere ledende skikkelser jobbet.

OLI SCARFF

Schmeichel har selv en fortid hos Manchester United, som var involveret i projektet. Her spillede han med massiv succes i otte år, og i dag er han tilknyttet som ambassadør.

Netop i United har balladen allerede kostede direktør Ed Woodward jobbet – det afviser klubben helt officielt, men alle eksperter peger på den logiske sammenhæng.

»Der er ikke nogen tvivl om, at det her er noget, man vil snakke om rigtig, rigtig længe. Jeg tror, det bedste, man kan gøre, er at lægge sig fladt ned og sige: »Okay, vi troede, det var det, der skulle til. Vi har taget meget fejl. Vi vil aldrig lave noget igen uden at gøre vores forarbejde”.«

»Læg jer ned – helt fladt – og sig undskyld, og så kan det være, vi lukker jer ind igen,« lyder den klare besked fra Schmeichel, der var med i en udsendelse omkring Super League hos TV 2 Sport.

Danskeren roser fansenes kraftige reaktion, men han peger på, at man ikke skal kimse af, hvad truslen fra den engelske premierminister Boris Johnson betød. Han var klar til at slå hårdt ned på de seks involverede engelske klubber.

»Det, der har været helt fantastisk, har været, hvor meget de har undervurderet reaktionen fra fans og i særdeleshed fra politikere rundt omkring i Europa. Boris Johnson har sagt, at han vil lave hvilken som helst lov for at forhindre det her projekt. Det har de altså ikke taget højde for,« siger Peter Schmeichel i udsendelsen.

Super League-projektet blev lanceret sent søndag – allerede tirsdag aften begyndte klubberne at trække.

Hvad konsekvenserne bliver, kommer til at blive endnu tydeligere de næste dage. Flere parter mener, at alle involverede klubber skal straffes. Spørgsmålet er bare hvordan.