Han bliver egentlig betragtet som folkets mand. Men lige nu holder Jürgen Klopp sig for sig selv.

For mens Liverpool jagter klubbens første mesterskab siden 1990, vil manageren ikke konfronteres med de mange fan-forventninger til daglig.

»Jeg går ikke ud og shopper. Jeg har jeans til de næste 20 år. Det er længe siden, jeg er gået ud for at købe en karton mælk,« siger Liverpool-manageren ifølge Daily Mail.

For han ved godt, hvad der formentlig venter ham, hvis han støder på en gruppe af fans.

»Jeg er ikke dum. Jeg kan forestille mig, deres humør er godt, men jeg har ikke behov for at læse det. Jeg har ikke behov for at høre det,« siger Jürgen Klopp.

For det er vigtigt for Liverpool at holde fokus, selv om det lige nu ser godt ud. Den engelske klub har 85 point i Premier League, hvor der resterer fire runder. Det rækker til andenpladsen, men det er blot et enkelt point efter førerholdet, Manchester City.

Ud over at kunne vinde mesterskabet er Liverpool fortsat i spil til at vinde årets Champions League, hvor FC Barcelona venter i semifinalen. Og Klopp understreger, at motivationen er tårnhøj hos Liverpool.

»I vores situation er motivation ikke et problem. Hvis du ligger nummer 10 i ligaen og skal til Cardiff (som Liverpool møder søndag, red.), kunne det være et problem. En eller to spillere tænker måske 'Virkelig?'. Men den situation har vi ikke haft i min tid her. Gutterne har altid udvist enestående karakter og en bevidsthed om situationens vigtighed,« siger Jürgen Klopp.