Der er altid tænding på, når Brøndby og FC København møder hinanden. Det er heller ikke usædvanligt, at der bliver kastet med forskellige genstande fra fangrupperne. Mandag var det dog hverken ølkrus eller lightere der fløj fra hænderne på Sydsiden.

For da FC Københavs Ludwig Augustinsson skulle tage et hjørnespark i anden halvleg, blev der kastet døde rotter efter FCK-backen. Noget, der virkelig understregede det had der er mellem de to københavnerklubber.

Hvordan dyrene er kommet ind, vides ikke, men der er ingen tvivl om, at der er tale om et skadedyr.

I første omgang blev det blot stillet som et spørgsmål - 'kastede Brøndbys fans lige rotter?' skrev mange på Twitter. Og det er nu blevet bekræftet af både tv-billeder og fotografer på Brøndby Stadion.

Fans fra Sydsiden havde rotter med til kampen, og i langsom gengivelse er det også tydeligt at se, hvordan FCK's Benjamin Verbic inden hjørnesparket måtte sparke et af de små skadedyr ud over sidelinjen.

»Øl er okay, men rotter er for meget,« sagde Benjamin Verbic efter kampen til bt.dk

Episoden har i den grad fået sindene i kog på det sociale medie Twitter, hvor mange hurtigt har tilkendegivet, at det er for meget - og at det er 'alt for klamt'.

'Verdens bedste fans....kaster med rotter,' lyder det i en kommentar fra en, der henviser til, at Brøndbys fans netop altid kategoriserer sig selv som de bedste.

'Døde rotter kastet ind på banen. Så blev barren lige sænket en ekstra gang,' lyder det fra en anden.

Mange er enige om, at uanset om man er tilhænger af FCK eller Brøndby, er det ikke acceptabelt.

'Hvad end man mener om rivalisering og lokalderbyer, så hører døde rotter ingen steder hjemme. Usmageligt af BIF-supporterne.'

Det er ikke første gang, der er blevet kastet døde dyr efter spillere. Således har Luis Figo også tidligere haft 'fornøjelsen' af at få kastet et grisehoved efter sig under en kamp. Det kast stod en Barcelona-fan for.