Simon Kjær lægger ikke skjul på, at han er glad i AC Milan, og at han meget gerne vil forlænge sin aftale.

Danmarks landsholdsanfører Simon Kjær har været i AC Milan siden januar 2020, og han er meget tilfreds med tilværelsen i klubben.

Det lægger han ikke skjul på i et interview med det italienske medie Corriere della Sera, da han bliver spurgt, om en kontraktforlængelse er på tale.

Kjærs kontrakt udløber næste sommer.

- Det er ikke svært for mig. Jeg har det godt her, og jeg vil gerne blive længere, lyder det fra den 32-årige midtstopper.

- Milan var en drøm for mig, og jeg fik den til at gå i opfyldelse. Vi (klubben og Kjær, red.) kommer til at snakke sammen.

Det første halve år i klubben var på en lejeaftale fra Sevilla, som efterfølgende solgte ham til Milano-klubben.

Han har tidligere optrådt for FC Midtjylland, Palermo, Wolfsburg, AS Roma, Lille, Fenerbahce, Sevilla og Atalanta.

På landsholdsplan er det blevet til 113 A-landskampe i rødt og hvidt siden debuten i juni 2009. Det er blevet til tre scoringer.

Simon Kjær var på banen i EM-kampen i Parken mod Finland, hvor Christian Eriksen faldt om og måtte genoplives på grønsværen efter et hjertestop.

Kjær var lynhurtigt henne ved Eriksen for at hjælpe, og han høstede både efter den kamp og i resten af turneringen anerkendelse for sit lederskab.

Mange AC Milan-fans udtrykte på sociale medier, at de gerne ville have Kjær, som anfører på klubholdet, men det ligger ikke i kortene, siger Kjær selv.

- Vi har allerede en anfører, og han hedder (Alessio) Romagnoli. Der er stor harmoni og respekt imellem os. Anførerbindet er jeg ligeglad med. Jeg gør altid mit bedste uanset omstændighederne, siger Simon Kjær.

Milan indleder Serie A-sæsonen på mandag med en udekamp mod Mikkel Damsgaards Sampdoria.

/ritzau/