Der var ét navn, der sprang i øjnene, da Sveriges landsholdstrup blev udtaget i sidste uge.

Zlatan Ibrahimovic.

AC Milan-legenden er for længst fyldt 41 år, men han er åbenbart stadig en mand, som Sveriges landstræner, Janne Andersson, ønsker at gøre brug af i de to kommende EM-kvalifikationskampe mod Belgien og Aserbajdsjan.

En beslutning, der dog på ingen måde overrasker den danske landsholdsanfører Simon Kjær, som til daglig er holdkammerat med Zlatan Ibrahimovic i den italienske storklub.

41-årige Zlatan Ibrahimovic er udtaget til det svenske landshold.
41-årige Zlatan Ibrahimovic er udtaget til det svenske landshold. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

»Her kan man tale om en mand, der er dedikeret og professionel. Der er ikke så meget hokuspokus. Han er så dedikeret, ærgerrig og har en vilje til at vinde, og så har han et mindset, som jeg aldrig har set lignende,« lød det mandag fra danskeren, da han mødte pressen i Helsingør forud for Danmarks EM-kvalifikationskampe.

Ifølge Simon Kjær er det dog ikke kun på banen, at den svenske superstjerne er en karakter, som alle taler om.

»Zlatan er sin egen. Både på og uden for banen. Ja … han er … han er sin egen,« forklarede han.

Sammen med resten af den danske landsholdstrup møder Simon Kjær torsdag Finland i Parken til den første EM-kvalifikationskamp.

Herefter går turen til Kasakhstan. Den kamp spilles søndag aften.