Hun har hørt historier om andre voldelige episoder, men aldrig selv oplevet noget lignende. Lørdag aften var der ragnarok i Glostrup forud for derbyet. 

Bestyrer på Glostrup Bodega, Kir Krog, havde netop smidt sig på sofaen derhjemme, da hendes telefon ringede. Beskeden var glasklar: Der var problemer på hendes bodega.

»Jeg skyndte mig at hoppe i tøjet og tog en taxa derhen,« siger Kir Krog, der i fem år har serviceret de tørstige gæster på bodegaen på Vestegnen. 

Det, der mødte hende, var et regulært mareridt. Smadrede vinduer, tildækkede overvågningskameraer, ødelagte borde. 

Hele Glostrup Bodega blev fyldt med glasskår, efter lørdagens spektakel. 
Hele Glostrup Bodega blev fyldt med glasskår, efter lørdagens spektakel.  Privat.

»Alt var dækket af glasskår. Vi har fået ødelagt vores gulv. Der ligger et fint lag glas over det hele, som er umuligt at få op. Der er flere stole, vi ikke har længere,« uddyber hun. 

»Gamle bodega-træborde, der er fuldstændig fedtet ind i glas.« 

På overvågningskameraerne kan Kir Krog se, hvordan 30-40 mørkklædte mennesker kom ind i bodegaen ved 19-tiden. De bestilte – fredeligt – forskellige ting at drikke. 

Lige så stille begyndte de at hænge klistermærker med teksten 'Anti 1964' på kameraerne - et klistermærke, som typisk bruges af FCK-fans som en provokation til Brøndby IF, som er stiftet i 1964 . 

Klistermærkerne dækkede alle kameraer – også udenfor – undtaget to kameraer bag baren, som de ikke havde adgang til. 

Alle kameraerne blev dækket med klistermærker med teksten 'Anti 1964´. 
Alle kameraerne blev dækket med klistermærker med teksten 'Anti 1964´.  Privat.

»Så går der 15-20 minutter, før der er en, der råber 'så er det nu',« siger hun. 

»De fiser alle sammen ud af huset. Så er der romerlys, og alle ruder bliver smadret. Der kommer også lige en arm igennem vinduet med en omgang peberspray.«

Et metalskilt røg gennem barvinduet, en billardkø blev brugt til at smadre vinduer – hvor den kom fra, aner Kir Krog ikke, for Glostrup Bodega har ikke billard. 

»Det her har ikke noget med fodbold at gøre. Ægte fodboldfans ville ikke te sig sådan,« siger hun.

Glostrup Bodega henstår i dag i mørke. Der kommer intet dagslys ind, fordi der nu i stedet for glas hænger træplader foran alle vinduer.

»Jeg er træt. Der er så meget at lave hernede. Altså jeg har det fint, det kører jo videre – for det skal det,« siger hun.

I forbindelse med balladen omkring Glostrup Bodega blev en mand stukket ned, som efterfølgende modtog behandling. Den seneste melding fra politiet mandag lød, at de fortsat var i gang med efterforskningen. 

Onsdag aften bragte B.T. også en rystende beretning fra frivillige på Brøndby Stadion, der oplevede spark, slag og blod på tætteste hold

Senere kom Brøndby-direktør, Ole Palmå, med et opråb, som du kan læse om her.