Kinesiske fodboldklubber har købt de tre dyreste fodboldspillere i 2016. Det er ikke tilfældigt, men det foreløbige resultat af en fodboldglad præsidents drømme, et erhvervsliv der lytter til sin leder og en voksende interesse i verdens folkerigeste land.
En dag dukkede seks kinesere op i Aalborg. Besøget på Nordjyske Arena og hos sportsdirektør Allan Gaarde var en del af en skandinavisk rundrejse, delegationen var taget på for at besigtige de mest interessante spillere i de respektive ligaer og for at møde de personer, de senere skulle tale nærmere med, hvis de endte med at afgive et bud.
Allan Gaarde kendte godt den asiatiske tradition med at udveksle visitkort, fortæller han, så han delte ud til alle, inden han sagde pænt farvel og ventede på, at de måske vendte tilbage. Det gjorde de ikke så længe efter.
Det var AaB-direktørens første møde med en kinesisk delegation i forbindelse med en mulig spillerhandel, men intet tyder på, at det blev hans sidste.
Kinesisk fodbold er i vækst, og da den kinesiske klub Jiangsu Suning natten til i fredags købte brasilianeren Alex Teixeira i Shakhtar Donetsk for 373 mio. kr., gennemførte den årets hidtil største handel. Meget betegnende overgik klubben dermed både deres landsmænd fra Guangzhou Evergrande, som få dage forinden havde købt Jackson Martinez i Atletico Madrid for 311 mio. kr., og deres eget køb af Chelseas Ramires, der med en pris på 207 mio. kr. også nåede at være verdens dyreste i år.
For fem år siden havde det været utænkelige handler, men Kinas fodboldglade præsident, en matchfixingskandale og en tvangsnedrykning accelererede en udvikling, der i årene forinden så småt havde været i gang.
Præsident Xi Jinping er typen, der ofte bliver siddende længe oppe for at se fodbold, fortalte hans kone, Peng Liyuan i 2013 det statsejede nyhedsbureau Xinhua, og man troede hende gerne. På det tidspunkt havde han allerede flere gange offentligt talt om sin passion for fodbold og under et besøg i Sydkorea fortalte han i 2011, at han havde tre drømme for kinesisk fodbold: Landsholdet skulle kvalificere sig til VM, det skulle vinde VM, og Kina skulle en dag afholde et VM.
Siden har flere provinser åbnet fodboldskoler, og sidste efterår bekendtgjorde Jiangsu-provinsen, at den inden 2020 ville åbne 1.000 fodboldskoler og uddanne 10.000 fodboldskoleelever over de næste fem år.
Jo, når præsidenten har en drøm, lever den videre i hans folk, og den ambitiøse virksomhedsejer ved godt, hvordan hans chancer for en offentlig ordre i Kina bedst vokser sig store.
Da klubben Guangzhou i 2010 blev kendt skyldig i en matchfixingsag fra 2006 og tvangsnedrykket til den næstbedste række, slog en af Kinas rigeste mænd derfor til. De involverede i skandalen var blevet sendt i fængsel, klubben var blevet sat til salg, og netop som det hele så sortest ud, trådte Xu Jiayin til:
Xu Jiayin, dengang 52 år, grundlægger og ejer af Evergrande Real Estate Group, der opfører, renoverer, køber og sælger ejendomme, er ifølge Forbes god for 60 mia. kr. og dermed Kinas pt. ottende rigeste mand. En mand, der vil frem i verden, og der kom han så og lovede, at han ville genrejse klubben, som han omdøbte til Guangzhou Evergrande for siden at begynde investeringen. Året efter var klubben kinesisk mester, og siden er den ikke veget fra tronen, men har tværtimod vundet den asiatiske Champions League to gange.
En genrejsning af en klub til nye højder og begyndelsen på et kapløb mellem kinesiske fodboldklubber og stenrige ejere, der ikke stiller sig tilfreds med bare at kigge på.
Se nu bare Suning Commerce Group. En af Kinas største privatejede detailvirksomheder med flere end 1.600 forretninger fordelt på 700 forskellige byer og en kinesisk top tre-internetbutik, hvor man kan forsyne sig med alt fra bøger til bleer og brusehoveder. Det går godt, og sådan en størrelse skal også have et fodboldhold. Et stort et. Så i december 2015 brugte koncernen 554 mio. danske kroner på at købe Jiangsu Sainty F.C., der siden grundlæggelsen i 1958 aldrig har vundet et mesterskab, men som med den tidligere rumænske landsholdsspiller Dan Petrescu som træner netop havde sikret sig pokaltitlen og dermed kvalificeret sig til Asiens Champions League. Nu begyndte opbygningen af et storhold, og Ramires blev den første store stjerne.
Det er sådan, det foregår og er foregået, siden Evergrande i 2010 købte sig ind i Guangzhou, og udviklingen stopper næppe, så længe de politiske signaler opfordrer til at fortsætte. Eller så længe pengestrømmene bare vokser fra salget af de tv-rettigheder, der for nylig blev solgt for ni mia. kr. for de næste fem år, hvilket er en femdobling af den hidtidige pris. Samtidig er har tilskuertallet passeret et snit på 22.000 pr. kamp for hele turneringen, hvilket er mere end en fordobling af de godt 10.000, der så med i den første sæson efter etableringen af den kinesiske Superliga i 2004.
Der er stadig lang vej til den tyske Bundesliga, hvor der i gennemsnit er (43.500 per kamp, red.) og Premier League i England (36.000 per kamp, red.), men det er kun gennemsnitligt 5.000 færre tilskuere per kamp end i den spanske La Liga og blot et par hundrede tilskuere færre end i Italiens Serie A og franske Ligue 1.
Målt i procenter er stigningen i tilskuertallene ifølge KPMGs Sportsanalyse verdens hurtigst voksende, og alt tyder på, at udviklingen fortsætter.
»Jeg tror, at det kun er begyndelse på stigningen, og at CSL (den kinesiske superliga, red.) vil blive en meget succes- og værdifuld liga,« siger den globale chef for KPMGs sportsafdeling, Andrea Sartori, til China Daily.
Over den seneste håndfuld år har typen af spillere, der er rejst til Kina, ændret sig. Hvor det før var spillere med fremtiden bag sig, der valgte det kinesiske eventyr, er det i højere grad spillere, som lige så godt kunne være blevet i de største europæiske eller sydamerikanske ligaer, der tager turen om på den anden side. Nå ja, man kunne da godt have fundet yngre typer end både Nicolas Anelka og Didier Drogba, da de i 2012 skiftede til Shanghai Shenhua, men det fortæller noget om deres kvalitet, at de efterfølgende fortsatte deres karrierer i henholdsvis Juventus og Galatasaray.
Kvalitetsspillere som Demba Ba (Shanghai Shenhua), Asamoah Gyan (Shanghai SIPG), Vagner Love (Shandong Luneng), Yakubu (Guangzhou R&F), Gervinho (Hebei China Fortune) og Paulinho (Guangzhou Evergrande) var alle mellem 27 og 30 år, da de skiftede, og hvis ikke de finder sig til rette i Kina, kan de være sikre på, at klubber i Champions League-størrelsen står klar med kontrakter hjemme i Europa.
Det har betydet, at kvaliteten af turneringen er steget, og at den bedste kinesiske række nu betragtes som den bedste i Asien, hvilket understøttes af Guangzhou Evergrandes to asiatiske mesterskaber på tre år.
Kendere af turneringen som den danske assistent for cheftræner Sven-Göran Eriksson i Shanghai SIPG, Mads Davidsen, vurderer, at hans klub, der blev nummer to i den forgangne sæson, ville være et tophold i Skandinavien, og at de udenlandske spillere er så gode, at de opvejer kinesernes niveau, der er lidt lavere, end det er hos danske spillere.
Og så tilbage til Aalborg. Da Allan Gaarde havde mødtes med den seks mand store kinesiske delegation, fornemmede han godt, at de kunne finde på at vende tilbage. De lod til at være interesserede i Superliga-topscoreren Lukas Spalvis og virkede ikke skræmte over en pris på mere end 20 mio. kr., og ganske rigtigt: I januar vendte de tilbage med et flot bud til både AaB og den målfarlige angriber.
Allan Gaarde underskrev en tavshedserklæring, der betyder, at han ikke vil fortælle os klubbens navn, men det bør være rimeligt at antage, at der er tale om en af de trods alt mindre klubber i en størrelsesorden, der kan sammenlignes med Guangzhou R&F, som i januar hentede Bruninho i FC Nordsjælland for over 20 mio. kr. Altså en klub fra det økonomiske lag under de største i Kina, men indtil flere lag over de største herhjemme. De endnu større klubber kigger helt enkelt på nogle langt højere hylder.
Vi ved nu, at forhandlingerne ikke blev til noget, fordi Lukas Spalvis selv takkede nej. Den portugisiske storklub Sporting Lissabon kom på banen og tiltrak sig en helt anden interesse fra den unge litauer, der tog til Portugal og besigtigede forholdene. Det var mere interessant og kan stadig ende med et klubskifte til sommer, og så er vi fremme ved en pointe, der – udover en utrolig formåen – forklarer hvorfor kineserne betaler så uhyrlige summer: De er helt enkelt nødt til det. De fleste spillere skal stadig overbevises af en helt særlig økonomi, før de vælger Kina frem for Europa, og selv klubberne sælger hellere til en europæisk storklub end til en kinesisk, fordi det er vigtig at være kendt som en klub, der udvikler og sælger spillere til de allerbedste.
Når telefonen ringer fra et nummer med landekoden 0086, stiger prisen derfor betragteligt.
Den 1. december annoncerede Manchester Citys formand, at selskabet bag klubben havde solgt 13 procent af sine aktier til det kinesiske investeringskonsortium China Media Capital (CMC) for 2,6 mia. kr. Ifølge Manchester City-formand Khaldoon al-Mubarak skal salget – eller partnerskabet, som han præsenterede det – være med til at opfylde det »utrolige potentiale,« der er i det kinesiske marked, hvor verdens største befolkning og næststørste økonomi i stigende grad interesserer sig for fodbold. Pudsigt nok gik handlen igennem blot to måneder efter, at præsident Xi Jinping havde besøgt Manchester Citys træningsanlæg.
I forvejen ejer China Mediap Capital klubberne New York City FC og Melbourne City FC, der har danske Thomas Sørensen på mål, og en del af den japanske J-League-klub Yokohama Marinos. CMCs ejerskaber er blot et eksempel på, hvordan den kinesiske fodboldinteresse er vokset ud i verden.
Atletico Madrid, Sparta Prag og Espanyol er alle delvist ejet af kinesere, og franske Sochaux er 100 procent på kinesiske hænder. I Danmark har flere klubber fået forespørgsler fra interesserede kinesere, og to gange i løbet af sommeren 2014 henvendte to forskellige kinesiske selskaber sig til Næstved Boldklub for at opkøbe og udvikle 2. divisionsklubben. Begge tilbud endte med afslag, men de får sikkert chancen igen for at sige ja. For kineserne kommer, og de er først lige begyndt.
