Hovedparten af Kinas professionelle fodboldklubber stiller op under nye navne i den kommende sæson.

Velkendte klubnavne som Guangzhou Evergrande og Shanghai SIPG er snart fortid i kinesisk fodbold.

Kinas Fodboldforbund har beordret klubberne til at fjerne navne på sponsorer fra de officielle klubnavne, inden den nye sæson begynder efter nytår. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen får konsekvenser for en stor del af de 16 hold i landets bedste række, Chinese Super League.

Klubberne skal nu omdøbes til et mere "neutralt" navn og er tvunget til at fjerne det kommercielle "efternavn", der i årevis har været et fast indslag i kinesisk fodbold.

Det betyder mindre eksponering til ejendomsudvikleren Evergrande, havneoperatøren SIPG og alle de øvrige investorer i professionel fodbold i verdens folkerigeste land.

Ordren er en del af en større reformplan, der strækker sig tilbage til 2015. Klubberne har længe været forberedt på, at forbuddet mod sponsornavne kunne blive en realitet.

Det var årsagen til, at klubben Dalian Yifang tidligere på året blev til Dalian People's Professional Football Club eller blot Dalian Professional FC.

Nu skal konkurrenterne i Chinese Super League i gang med en tilsvarende manøvre, og flere klubber har efterspurgt gode idéer fra tilhængerne.

Reformen vil formentlig gøre en ende på de hyppige navneskift, som nogle klubber har gennemgået, i takt med at nye hovedsponsorer har købt sig ind.

/ritzau/