De var hovedpersoner i dansk klubfodbolds største bedrift nogensinde. 'Miraklet i Madrid'. Lars Høgh som fabelagtig målmand og Kim Brink som chefen på sidelinjen, da OB slog Real Madrid på Santiago Bernabéu i 1994.

Dagen efter, Lars Høgh gik bort i en alder af 62 år, kalder hans tidligere cheftræner det for 'meget trist'.

»Jeg har det meget bedrøveligt og trist over, at han måtte gå bort i så tidlig en alder med så meget mere at give af,« fortæller Kim Brink til B.T.

»Jeg går rundt ved siden af mig selv i dag. Man vidste jo godt, der ikke var længe igen, men det gik noget stærkt i den sidste fase. Desværre. Derfor kommer det som et chok.«

De to kendte hinanden gennem mange år.

»Jeg har kendt ham, siden jeg spillede med ham i ungdommen og senere blev cheftræner for ham i fem år af hans virkelig store periode. Han var anfører – også uden for banen. Han var en forlænget arm og et samlingspunkt både mentalt og fagligt for alle spillere i klubben.«

»Han var mere end en anfører. Han var meget stærk.«

Kim Brink husker Lars Høgh som et fantastisk menneske, der altid var optimistisk og i godt humør. Rent fodboldfagligt var han lige så fantastisk.

»Han har dannet skole og lært fra sig i mange år efterfølgende. Hans måde at se spillet på har han lært fra sig.«

Mirakeltræneren har også selv lært utroligt meget af Lars Høgh.

»Som træner er man ikke altid specialist på målmandsområdet, men der har han lært mig rigtig meget, ligesom han også har på troen på tingene. Han har altid troet på de positive ting. På at vi sejrer næste gang. Det har han båret videre til rigtig mange på en helt naturlig måde.«

»Han troede altid på chancen for at vinde. Uanset hvad. Og han tog det altid 100 procent seriøst mod de mindre hold. Han var meget dedikeret.«

»Lars var troværdig og loyal. Han tiltrak mennesker med sin adfærd og væremåde,« fortæller Kim Brink, som regner med at skulle læse Høghs bog 'Der er antal på alt' inden længe.

Kim Brink understreger, hvor mange minder og højdepunkter man kan nævne med Lars Høgh. 'Miraklet i Madrid' er med rette et af dem.

»Sportsligt er det ofte den, der toner frem. Det var et kæmpe højdepunkt i en periode, hvor OB ofte var med fremme i europæisk sammenhæng. Det var Lars stærkt medvirkende til. Han stod altid på et rigtig højt niveau.«

»Der er så mange sportslige og menneskelige højdepunkter. Lars betød meget for rigtig mange mennesker.«