Kevin Beattie er død, og den tidligere engelske landsholdsspiller blev 64 år gammel.

Som aktiv spillede han ni landskampe og vandt UEFA Cup’en, FA Cup’en og blev undervejs kåret til årets unge spiller. Men efter karrieren fortsatte Kevin Beattie som fodboldekspert på radioen for BBC Radio Suffolk.

Det job udførte han også lørdag i storform, og derfor var folk overraskede, da han døde dagen efter af et muligt hjertestop.

»Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg er knust. Han var min medvært i de seneste syv år, og jeg er stolt over at kalde ham min ven,« siger Mark Murphy til BBC.

Mark Murphy var altså på arbejde med Kevin Beattie på deres show ‘Life’s a Pitch’ dagen inden, at Beattie faldt om.

Og han er hårdt ramt af tabet af sin ven, som han også roser for sine evner på fodboldbanen, hvor han spillede de fleste kampe for Ipswich, men også nåede en tur forbi svensk og norsk fodbold.

»Han var uden tvivl den bedste fodboldspiller, der nogensinde har trukket en Ipswich-trøje over hovedet. Fansene idoliserede ham, og han elskede fansene lige så meget,« siger Mark Murphy, der understreger, hvor stort et tab Kevin Beattie er for ham personligt.

»Jeg kommer til at savne ham helt utroligt.«