Der duftede lidt af fordums tid på EWII Park i aftes. Langt om længe havde OB formået at samle et stort publikum til braget mod Brøndby, og tilskuerne fik masser af drama for pengene. Men på trods af det måtte de gå hjem med en fornemmelse af ’hvad nu hvis?’.

Årsagen var, at OB-slideren Izunna Uzochukwu efter ti minutter blev forvist af dommer Jakob Kehlet. Direkte rødt efter en tackling på Brøndby-angriberen Teemu Pukki, der faldt i græsset, inden han var helt fri. Selv samme OBer havde scoret et fremragende langskudsmål blot tre minutter inden sit røde kort og gik på ingen tid fra himmel til helvede.

»Som jeg plejer at sige; der er seks dommere, så de kan for fanden da ikke tage fejl alle sammen. Så den må være god nok. Vi er ærgerlige over, vi giver dem en dum omstilling. Og så er vi sindssygt ærgerlige over det, fordi vi starter super, og i de første ti minutter indikerede vi, at det her ville blive en af de store fodboldaftner i Odense. Men det var en topkamp værdigt med drøn på. Det blev en helt anden gameplan efter udvisningen,« forklarer OB-træner Kent Nielsen, der ikke var sur på sin nigerianske midbanemand.

»Jeg sagde ikke så meget til ham. Der er ikke så meget at gøre. Som jeg ser det, prøver han at spille bolden, og så kan det godt være, at Pukki når at prikke den. Sådan er det. Det er bare ’bad luck’. Og det mål er ikke noget, vi ser til dagligt på træningsbanen. Lad os bare sige det sådan. Men han valgte en god kamp at gøre det i.«

Norsk plankeværk

Efter udvisningen var det spil til ét mål for Brøndby i 80 minutter. Men holdet fra Vestegnen kunne ikke score mere end én gang, selv om man vadede i chancer gang på gang. OB-keeper Sten Michael Grytebust stod en helt forrygende kamp og reddede det ene point hjem for fynboerne.

»Både du og jeg ved, at vi har noget nær Danmarks bedste målmand, og det fik han vist. Da det var påkrævet, lavede han sine redninger,« lyder det fra Kent Nielsen.

Også Brøndbys Alexander Zorniger måtte lette på den tyske hat midt i forundringen over sit holds ineffektivitet.

»Målmanden var god. Fra de positioner, vi skød, kunne du sætte tre målmænd i kassen, og så burde du stadig score nemt. Hvis du er en professionel fodboldspiller, burde du være i stand til at sætte den i kassen,« siger den tyske træner.

Vil appellere

Udviste Uzochukwu var efter kampen taknemmelig for sine holdkammeraters indsats, men han accepterede ikke præmissen for sin udvisning. Han vil have, at OB appellerer dommen, så han undgår karantæne.

»Jeg føler, at jeg kun prøver at få bolden, og det er jeg ret sikker på, at jeg gjorde. Jeg rammer bolden, og så tog dommeren den forkerte beslutning. Hans ben rammer mit ben, og det, tror jeg, er derfor, at dommeren tager beslutningen. Jeg tror ikke, jeg kommer til at sidde ude efter den her. Der er noget at gøre her. Jeg synes, klubben skal se på det, fordi jeg synes ikke, det ville værre fair, hvis jeg skal have karantæne,« suger Uzochukwu og tilføjer:

»Det er en meget mærkelig situation. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg sætter mine holdkammerater i en meget dårlig situation, hvor de skal arbejde mere end forventet. Jeg vil bare sige tak til dem for at gøre min skade god igen og få det ene point.«