Mandag gik rygterne på, at Liverpool-legenden Sir Kenny Dalglish var blevet ramt af kræft. 

Nu bekræfter den 75-årige skotte selv nyheden på sociale medier. 

» Som mit uheldige opslag på de sociale medier har afsløret, er jeg i øjeblikket i behandling for kræft,« skriver Sir Kenny Dalglish, og fortsætter.

 »I modsætning til min brug af mobiltelefonen går behandlingen godt.«

Han skriver videre, at han ikke havde tænkt sig dele sin kræftsygdom offentligt, men at hans klodsede natur kom til at afsløre det.

»Som altid vil jeg gerne takke det fantastiske sundhedspersonale, der har udvist utrolig omsorg og diskretion, ikke kun overfor mig, men også over for mange, mange andre. De gør sig selv ære,« skriver Kenny Dalglish.

Kenny Dalglish er bedst kendt i fodboldverden for sin tid i Liverpool, og klubben, som han stadig har en tæt forbindelse til, har også skrevet en besked til deres tidligere koryfæ. 

»Støtten, de bedste ønsker og kærligheden fra alle i Liverpool FC er og vil altid være hos Sir Kenny og hans familie. Klubben vil også gerne understrege hans ønske om privatliv fremover,« Skriver Liverpool FC.

Kenny Dalglish nåede at spille 515 kampe for Liverpool, hvor han scorede 172 mål. 

Han har både vundet den bedste engelske række for Liverpool som spiller og træner.