Det var en bombe af de større, der lidt i midnat mandag aften sprang: Nicklas Bendtner til FC København.

Det fik også de sociale medier til at koge over, og på Bendtners eget Instagram-opslag om skiftet står kendisserne i kø for at hylde angriberen.

'Ved sgu ikke om min lever kan holde til dig i FCK!! Stort tillykke og velkommen hjem,' skriver skuespilleren og erklæret FCK-fan Pilou Asbæk.

Han er langt fra det eneste kendis, der har måtte dele sin begejstring. Listen tæller også navne som Christopher, Rikke Hørlykke og Frederik Fetterlin, mens også fodboldspilleren Nicki Bille ønsker den 31-årige stjerne tillykke.

'Sådan min ven!!! Glæder mig til at se dig på banen snart. Håber også at vi ses snart,' skriver Bille, der nu spiller for Ishøj IF i Danmarksserien.

Også den ene halvdel af Citybois Thor Farlov kommenterer opslaget, ligesom skuespiller Jonathan Harboe og radio- og tv-vært Esbjen Bjerre klapper i hænderne over gårsdagens overaskende handel.

Det var sent mandag aften i transfervinduets sidste minutter, at Nicklas Bendtner blev præsenteret i FCK-trøjen og kunne offentliggøre, at han har skrevet under på en 4 måneder lang kontrakt.

Den store angriber vil onsdag være til stede på FCKs træningsanlæg, hvorefter det officielle pressemøde vil finde sted.

Nicklas Bendtner skifter til FCK på en kontrakt på fire måneder.
Nicklas Bendtner skifter til FCK på en kontrakt på fire måneder. Foto: FCK
Vis mere

Han har dog allerede sat nogle ord på skiftet til Superligaen.

'Da jeg var 16 og drog hjemmefra, var der meget, jeg ikke vidste noget om. Men jeg vidste i hvert fald, at jeg gerne ville vende tilbage til K.B. og FCK en skønne dag,' skrev Nicklas Bendtner på det populære Instagram-opslag og fortsatte:

'Det var ikke med min gode vilje, at jeg lå stille over sommeren. Men pausen har i det mindste gjort mig klogere på, hvor jeg står i min karriere. Jeg er overhovedet ikke træt af fodbold. Jeg er sulten og motiveret som aldrig før,'

Første gang FC Københavns nye stjerne kan komme i aktion er den 15. september, når Ståle Solbakkens mandskab gæster Hobro.