Den britiske tv-vært Piers Morgan er en kendt og kontroversiel figur, der nu igen har skabt overskrifter. Den inkarnerede Arsenal-fan har nemlig gjort det helt, helt utænkelige.

For hvad er det værste, man kan gøre som Arsenal-fan? Det er at blive fanget i ærkerivalens farver.

Det er tilfældet for Morgan, der er blevet fotograferet i Arsenal-fjenden Tottenhams trøje, og det er noget af et træk fra Morgan, der til daglig følger Arsenal i tykt og tyndt og ofte kalder på manager Arsene Wengers afgang på sin Twitter-profil. Men der er en god forklaring bag.

Det hele er i den gode sags tjeneste. Stunten samler næsten 500.000 kroner sammen til organisationen Comic Relief, der blandt andet kæmper for at udryde fattigdom.

»Jeg har fået taget et billede i en Spurs-trøje. Det fik mig til at kaste op. Alan Sugar (britisk foretningsmand, red.) vil tweete det i morgen. 500.000 kroner går til Comic Relief,« skrev Morgan torsdag på sin Twitter-konto.

Og fredag morgen kvitterede Alan Sugar så med beviset. Det er ingen tilfældighed, at det netop er Sugar, der får lov til at tweete billedet. Sugar er stor Tottenham-fan og ejede i 1990'erne klubben.

»Den bedste gave, jeg kunne have ønsket mig på min 70 års fødselsdag,« skriver han til billedet.

Den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard - eller bare Don Ø - der i øjeblikket er i vælten for en fængselsdom for økonomisk kriminalitet, gjorde noget lignende tilbage i 2008, da han i den gode sags tjeneste lod sig fotografere med rivalerne Brøndbys trøje på. Sammen med P3 rejste han 75.000 kroner for stuntet til AIDS-fondet.

Du kan læse meget mere om historien fra dengang her: