Det var en e-mail fra en seer, der ændrede alt for Mark Lawrenson. Og muligvis reddede hans liv.

Den tidligere fodboldspiller er i dag tv-ekspert på BBC-programmet 'Football Focus', og i dag kan han takke sin optræden på skærmen for, at han fik behandlet et udbrud af kræft i tide.

'Mod slutningen af seneste sæson fik redaktøren af 'Football Focus' en e-mail fra en seer, der skrev, at vedkommende havde set mig på tv og havde bemærket, at jeg havde en mørk plet i den ene side af ansigtet,' skriver Mark Lawrenson i en klumme hos BBC:

'Beskeden lød, at jeg skulle få den fjernet – eller i det mindste få den undersøgt øjeblikkelig.'

Ifølge Mark Lawrenson var beskeden 'det spark bagi, som han manglede'.

'Jeg var allerede opmærksom på den misfarvede plet og havde tænkt mig at få kigget på den, men som en typisk fyr på 60 år havde jeg udskudt og udskudt det i stedet for at få det ordnet,' skriver Mark Lawrenson, der samme dag opsøgte en læge.

Heldigvis.

For der var dårligt nyt til den tidligere Liverpool-legende. Det var cancer. Og yderligere undersøgelser viste endda, at der var tale om en ondartet variant. Så der var brug for at få det fjernet øjeblikkelig, hvilket efterlod et iøjnefaldende ar:

Så Mark Lawrenson måtte ikke bare bruge sommeren på at dække VM i fodbold, han skulle også gennem flere undersøgelser – og flere operationer.

Til sidst fik han beskeden. Kræften havde ikke bredt sig til resten af kroppen, fordi han havde modtaget behandling i tide.

Og det kan den i dag 61-årige irer altså takke en opmærksom seer for. Eller rettere: Mark Lawrenson håber på, at han kan komme til at takke vedkommende.

'Jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, der kontaktede programmet, men vi er i gang med at finde frem til, hvem det er. Jeg vil virkelig gerne i kontakt med vedkommende for at sige tak. Og forhåbentlig kan dette indlæg også hjælpe,' skriver Mark Lawrenson i sin klumme.

Han har i øvrigt følgende velmente råd til andre i en lignende situation:

'Jeg vil opfordre alle med lignende overvejelser omkring udslæt på huden til at reagere og ikke gøre det samme som mig,' lyder det fra Mark Lawrenson:

'Folk kan være meget stædige og uvidende. Man tænker 'det sker ikke for mig', men selvfølgelig kan det ske.'