Han er stemmen, der minder Danmark om nationens største sportsresultat nogensinde.

Men samtidig også journalisten, som manden bag triumfen krævede fyret og bandlyst fra samtlig af landets mikrofoner og avisspalter.

I en ny bog om sin karriere fortæller  Flemming Toft, at Richard Møller Nielsen flere gange efter EM i 1992 forsøgte at få ham taget af skærmen. Bogen bærer titlen 'Hutlihut' og handler om TV2-journalistens karriere.

»Det blev et mærkeligt forhold til en mærkelig mand, og det ville han selvfølgelig også have sagt den anden vej. Jeg har altid anerkendt hans resultater, for han er den eneste, der har vundet noget med fodboldlandsholdet, men i det ved siden af dumpede han. Overfor offentligheden og medierne gik han helt fejl i byen, og der var flere af os, der ikke kunne forstå, at han ikke badede i den succes, han havde, altså tog den som en brugbar indtægt,« siger Flemming Toft til BT.

Konflikten med Richard Møller Nielsen eskalerede umiddelbart efter EM-finalen i 1992. Toft havde i et interview med Ekstra Bladet udtalt sig om Danmarks triumf. Ifølge hans egen udlægning havde han »rost Richard Møller Nielsen til skyerne«, men påpeget, at han mente landstræneren havde justeret på taktikken til slutrunden i forhold til kvalifikationen. Og det fik, ifølge Toft, Richard Møller Nielsen op i det røde felt.

»Jeg fandt ud af, at han følte, jeg havde pillet ved hans præstation. At jeg havde gjort mig klog på præstationen ved at udtale, at han havde ændret på sin måde at spille på. Blandet mig i hans evner som træner og på negativ vis dissekeret hans præstation og resultat i Sverige. Jeg havde end ikke tænkt i de baner. Blot begrundet min kredit til ham,« skriver Flemming Toft i bogen.

DU KAN LÆSE ET UDDRAG AF BOGEN 'HUTLIHUT' NEDERST I ARTIKLEN

Richard Møller Nielsen sendte ifølge Toft et brev til ham, hvor han truede ham. Han ringede også til Tofts chef på TV2, Morten Stig Christensen, og krævede ham fyret. Han tog sågar fat i daværende TV2-direktør Jørgen Schleimann. Alt sammen uden held.

»Han var jo skizofren, for på den ene side var han et hyggeligt menneske, men han blev fuldstændig forvandlet, når han så medierne. Han vendte sig om på gaden og troede, at der var nogen efter ham hele tiden, og det var det, jeg ikke kunne forstå. Vi fik så et personligt dårligt forhold til hinanden. Han faldt over mig, fordi han syntes, at jeg var efter ham. Mærkelig nok skriver han brevet samtidig med, at vi sidder ved siden af hinanden nede i Zaragoza under OL-fodboldturneringen i 1992, og så sender han det hjem til mig i stedet for at tage mig til side og sige det direkte,« siger Flemming Toft

Konflikten fortsatte i årene efter og kulminerede i januar 1995, da Richard Møller Nielsen efter have vundet det uofficielle VM, King Fahd Cup, med landsholdet aflyste et pressemøde og senere begrundede det med, at han ville have smidt Flemming Toft i swimmingpoolen, hvis han var mødt op.

Richard Møller Nielsens søn Tommy er ikke bekendt med, at hans far skulle have sendt brev til Flemming Toft og krævet ham fyret, men lægger ikke skjul på, at både forholdet til Toft og pressen generelt var betændt.

»Man skulle ikke genere hans arbejde. Det kunne han ikke tage. Det var ikke, hvis de skrev noget om hans accent eller hans udseende. Det var, hvis de generede noget, han mente, han havde gjort alt for at gøre så godt som muligt. Så blev han rasende,« siger han.

»Man skulle selvfølgelig også kende min fars humor. Flemming Toft tog det med poolen meget ilde op dengang.«

Nu endte Flemming Toft aldrig med vådt tøj i en svømmepøl, og i Richard Møller Nielsens sidste leveår forsonede de to sig endda. Det bekræfter både Toft og Tommy Møller Nielsen.

»Jeg vil ikke sige, at vi var på en krammer. Absolut ikke. Men vi fik sat et hyggeligt punktum,« siger Flemming Toft.

Herunder kan du læse et uddrag af bogen 'Hutlihut', hvor Flemming Toft beskriver forholdet til Richard Møller Nielsen.

Kapitel 15 ’Da jeg havde læst brevet fra Richard Møller Nielsen...’

Da jeg havde læst brevet fra Richard Møller Nielsen, stirrede jeg længe på det. Rystede på hovedet. Sådan helt for mig selv, som
man nu gør. Ingen lyd på. Jeg forstod det simpelthen ikke. Tænkte, at det godt nok var noget mærkeligt noget at skrive.

Jeg ringede til min chef, Morten Stig, og læste brevet op for ham. Han var også lettere rystet, og vi snakkede frem og tilbage. Brevet
truede mig ligefrem, og det var helt uacceptabelt, mente Morten Stig og sagde:

»Lad os lige tænke lidt over det.«

Og det gjorde vi. Det nyttede ikke noget at fare frem og smide mere brænde på bålet eller optrappe konflikten. Men jeg gemte brevet. Richard Møller havde ingen intentioner om at lade det blive ved brevet. Han var rasende over de ting, jeg havde udtalt til Ekstra Bladet efter EM-triumfen, selv om der ikke var noget at komme efter, og jeg først og fremmest roste ham i artiklen.

Efter at jeg var kommet hjem, og havde diskuteret brevet med Morten Stig, ringede Richard Møller til Morten Stig. Han ville have mig fyret. Insisterede. Jeg havde kompromitteret ham, mente Richard.

»Ja, ja, den er god med dig,« sagde Morten.

TV 2 invitererede ham i studiet til Sport i 2’eren, og Richard stillede krav om, at jeg skulle fyres, hvis han skulle komme. De fik ham snakket ned, men alligevel meldte han afbud i sidste øjeblik. Richard Møller kunne ligesom fornemme, at han ingen vegne kom med Morten Stig, men han havde ikke givet op.

Sommerrevyen i Svendborg var et meget populært sted, Rottefælden, som det hed. Richard Møller Nielsen kom til premieren, samme aften var TV 2-direktør Jørgen Schleimann der også, og Richard så sit snit til at komme videre i sit ærinde. Han gik hen til Jørgen Schleimann og sagde direkte, som jeg har fået fortalt ordvekslingen, at han ville have mig fyret. At Schleimann som direktør måtte fyre mig på baggrund af, at jeg havde svinet ham til. Schleimann kiggede på ham:

»Undskyld, hvem er du?« på sin vanlige og halvarrogante facon.

»Jeg er ham, der lige har vundet EM i fodbold,« svarede Richard Møller.

Schleimann replicerede prompte:

»Ved du hvad, kan du ikke få en tid hos min sekretær i morgen? Ring til hende i morgen.«

Richard Møller ringede ikke næste dag. Men han forsøgte sig endnu en gang hos Morten Stig Christensen. Morten blev tosset, tog
sågar ud og besøgte Richard i Over Holluf til kaffe og små chokolader, og med beskeden i nogenlunde denne ordlyd:

»Du har truet en af mine ansatte. Det kan vi ikke have. Det er en af vores betroede medarbejdere, og det er en af mine folk. Punkt 2: Du skal ikke blande
dig i, hvem vi har ansat og ikke ansat. Færdig.«

Det prellede af på Richard Møller, og de nåede ikke frem til nogen form for forståelse. Der var ikke andet at gøre end at ignorere det og forsøge at komme
videre. I kvalifikationen til VM i USA.

Jeg passede min kommentatorplads til kampene. Richard Møller og jeg var ikke på talefod, men jeg kunne holde distancen, for jeg behøvede
ret beset hverken at interviewe eller i det hele taget tale med ham. De første tre kampe i VM-kvalifikationen endte uafgjort, målløse, tre gange 0-0 mod henholdsvis Letland, Litauen og Irland, inden det endelig blev til en 1-0-sejr i efterårets sidste kamp i Nordirland.

Et 2-1-nederlag i EM-revanchen til Tyskland i indvielsen af den nye Parken i sensommeren havde ligesom været til at leve med. Alene dét at Danmark havde vundet det modsatte opgør på Nya Ullevi i juni, gjorde en forskel, og så var det godt at have en tidssvarende og rummelig dansk hjemmebane igen.

Richard Møller havde i efterårets løb haft andre mediekvaler end at forsøge at få mig fyret fra TV 2. Det tema figurerede ikke på den offentlige dagsorden, og jeg havde både holdt brevet og den løbende konflikt ind til kroppen, mens Richard heller ikke adresserede den offentligt.

Det havde han til gengæld set sig nødsaget til, da en kritisk bog om hans facon og person og landsholdets EM-triumf ramte boghylderne nogle måneder efter EM-sejren. 'Europamestre - Fodboldmiraklet i Sverige' hed den, og var skrevet af journalisterne Jakob Kvist og Flemming Mønster.

Den fik en ret hård medfart i egne kredse for sin brug af anonyme kilder, mens andre i den lille branche roste den. Altid en farefuld disciplin at kritisere et folkeligt triumftog af sportslig medløberkarakter så tæt på sejrens sødme.

Richard Møller var nådesløs i sin fordømmelse, og på et pressemøde i forbindelse med en kvalifikationskamp meddelte han forfatterne, at de var blacklistet:

»I to har jeg ikke noget at snakke med om. Jeg forstår ikke, at nogen kan synke så dybt og skrive så svinagtigt. Jeg har medlidenhed med jer. Men det er ligesom de prostituerede, der står på gadehjørner: De gør det jo ikke af liderlighed, de gør det, fordi de er i nød,« som han formulerede sig på pressemødet.

Vis mere

Under alle omstændigheder løftede bogen ikke ligefrem stemningen mellem landstræner og presse, der på trods af EM-trofæet fremdeles var anspændt eller bare på en eller anden måde akavet. Richard Møller kunne ikke rumme kritik, formåede ikke at lægge den dårlige vinder-mentalitet bag sig.

Den kolde luft mellem ham og mig fortsatte upåtalt, og da vi nåede frem til forårets VM-kvalifikationskampe, skulle slaget om førstepladsen i tabellen stå.

Den kom danskerne i første omgang godt ud af med en kneben og hårdt tilkæmpet sejr på 1-0 i Parken over Spanien. Så hård, at John 'Faxe' Jensen efter
et kvarter satte en fuldstændigt hasarderet tackling ind på den spanske midtbanegeneral, Pep Guardiola, der humpede rundt resten af halvlegen og blev udskiftet i pausen.

Faxe slap uforståeligt for dommerens yderligere tiltale, men ikke for Preben Elkjærs i kommentatorboksen. Han fordømte Faxes voldsomme aktion. Vinderen har ikke altid ret, men da Richard Møller Nielsen hørte om Preben Elkjærs udtalelser fra vores kommentatorboks, satte han  sig igen til rette med pennen og skrev et brev. Denne gang til Preben Elkjær. Lidt over samme læst som til mig, knap så truende, men Preben lod forstå, at han og landstræneren nok ikke var på julekort.

Richard Møller fortsatte derfra med den gamle sang om, at TV 2 kun var ude på, at det skulle gå dårligt for landsholdet. Men humøret steg da med sejren over Spanien, og forårets øvrige kampe gik med fint udbytte, 2-0 over Letland i Parken, 1-1 i Irland og 4-0 over Albanien i den traditionelle juni-hjemmekamp, så der var spænding om VM-pladserne i efterårets slutspurt. Hen over sommeren med endnu et par tilsatte smilehuller, da Richard Møller og Michael Laudrup fik renset luften og talt sig til rette om et comeback.

Og med 10-tallet på ryggen overtog den ældste Laudrup i slutningen af august dirigentstokken på midtbanen til 4-0-hyldest i Parken mod Litauen.

I bakspejlet kuriøst at notere sig, at 4-0-scoringen mod Litauen var et selvmål sat ind af Auri Skarbalius. Han skulle et par år senere skifte til Brøndby, og med Michael Laudrup in mente faktisk to kommende Brøndby-trænere på banen.

Netop Brøndby var i færd med at tage hul på UEFA Cup-turneringen med to kampe mod skotske Dundee. Dem skulle jeg kommentere efter endnu en sviptur i begyndelsen af september med landsholdet, der holdt VM-kursen og 1-0 i Albanien. Brøndby spillede hjemme først, vandt 2-0, og 14 dage senere returkamp i Dundee.

Jeg havde af en eller grund fået businessplads i flyet til Glasgow, hvorfra jeg skulle videre med tog til Dundee. Række A1. Man holdt plads B, sædet i midten, fri oppe på business, så der var kun to pladser i min side, A1 og C1. Da jeg havde sat mig til rette, kom Richard Møller Nielsen ind i flyet. Han havde C1. Vi sad i to timer med et enkelt og tomt sæde imellem os. Hilste ikke på hinanden, sagde ikke et ord til hinanden.

I Glasgow ventede en togtur på en halvanden times tid til Dundee, men først skulle jeg ind til byen og banegården. Jeg prajede en taxa, satte mig ind, og vi kom til busstoppestedet, hvor Richard Møller stod og ventede på en bus ind til banegården. Jeg var lige ved at spørge chaufføren, om han ikke kunne dytte to gange, når vi kørte forbi landstræneren, men tog mig selvfølgelig i det. Da vi havde lagt nogle få hundrede meter bag os, bad jeg i stedet chaufføren vende om og køre tilbage til busstoppestedet – vi var endnu ikke ude af lufthavnsområdet. Jeg rullede vinduet ned foran Richard Møller:

»Jeg går ud fra, at du også skal med toget til Dundee. Vil du køre med ind til stationen?«

Han svarede mig ikke. Stirrede stift ud i luften og rystede én gang på hovedet, kiggede end ikke på mig.

»Okay, til banegården,« sagde jeg til chaufføren.

Jeg så ikke mere til Richard Møller på turen. Han fik givetvis besigtiget de spillere, han skulle. Brøndby tabte 3-1 og gik videre til næste runde på udebanemål.

I tiden efter talte jeg heller ikke med ham. Danmark vandt den næstsidste kamp i gruppespillet, 1-0 over Nordirland i Parken, og var tvunget til at få mindst ét point i den sidste i Spanien for at komme med til USA. The rest is history, for Bakero kom i vejen for Peter Schmeichel i Sevilla, begik frispark på
ham, som dommeren lod passere, og dermed frit slag for Hierro til den 1-0-føring, der holdt hele vejen hjem og til USA for spanierne.

Vis mere

Europamestrene kom ikke med til VM. Som om det ikke var nok, skulle danskerne såmænd møde Spanien igen i den EM-kvalifikation, der gik i gang lige efter VM i USA. Fodbolden skulle hjem, som blev sloganet for Englands værtskab for EM-slutrunden i 1996. Men først skulle Danmark lige kvalificere sig,
og der var andre store opgaver på vejen. Først en håndfuld venskabskampe i mangel af VM-ditto, inden en skrantende begyndelse på EM-kvalen,
1-1 i Makedonien, sikker 3-1-sejr over Belgien i Parken og så en ordentlig røvfuld af et 3-0-nederlag til Spanien, igen i Sevilla, som
afrunding på efteråret 1994.

EM-mulighederne var langtfra forpasset, men kulminationen på landsholdssæsonen lå faktisk i vinterpausen. For anden gang skulle King Fahd Cup eller Intercontinental Cup afvikles i Saudi-Arabien. En turnering mellem de kontinentale mestre og værtsnationen, så der var stadig lidt frugt at plukke fra EM92-
træet her i januar 1995.

To år senere overtog det internationale forbund FIFA-turneringen og døbte den Confederations Cup. Stor prestige på spil med de forsvarende mestre fra Argentina i favoritrollen.

Dem slap danskerne for i de to indledende kampe, som først bød på de saudiske værter og dernæst de mellem- og nordamerikanske mestre fra Mexico. I den modsatte gruppe dystede Argentina, Nigeria og Japan om en finaleplads.

At Laudrup-brødrene var tilbage i toppen af hierarkiet, kunne man aflæse på anførerbindet. Brian Laudrup havde det om armen i det første opgør mod Saudi-Arabien. Michael Laudrup var endnu ikke ankommet til Riyadh, fordi han lige havde en Clásico hjemme på Bernabeu at se til, inden han satte sig på flyveren. 5-0 slog han sammen med Real Madrid sin gamle klub. Cifre, han også havde prøvet at vinde med den modsatte vej, da han var i Barcelona.

Da storebror landede i ørkenen, overtog han anførerhvervet. Brian Laudrup levede fuldt ud op til rollen, bragte danskerne foran 1-0 kort før pausen, inden Morten Wieghorst i de døende minutter cementerede sejren over Saudi-Arabien til 2-0.

I den anden gruppekamp mod Mexico blev Lars Høgh slået bevidstløs og måtte bæres fra banen. Med hiv og sving og AaB-angriber Peter Rasmussens første A-landskampmål til 1-1 i overtiden tog Brøndby-keeper Mogens Krogh over i målet og reddede det danske avancement.

Nu begyndte det pludselig at blive sjovt. Endnu en titel i luften og finalekamp mod ingen ringere end Argentina. Også en interessant rejse ud i menneskerettighedsland. Vi var blevet modtaget af den danske ambassadør ved ankomsten, og han havde gjort det klart, at ligegyldigt hvor vi befandt os, vidste myndighederne, hvor vi var.

Vis mere

Vi var ude at spise på ambassaden en aften, og de fortalte lidt om forholdene, om henrettelsespladsen 500 meter derfra, grumme metoder at stifte bekendtskab med. I den mere løsslupne afdeling spillede vi terningespillet Balut nogle aftener, vi kom forbi ambassaden og fik en øl eller et glas vin. Alkoholforbuddet i Saudi-Arabien gjaldt ikke på ambassadegrund, og en velpolstret container på området gav lidt frirum på den konto.

At køre ud til King Fahd Stadium var et surrealistisk skue, langt ud i ørkenen, inden det tårnede sig op ud af ingenting. Kæmpe stadion, vandhaner af guld, lokumsrulleholderne sågar, og vagter på toiletterne. Helt overdrevet.

»Nå, de vidste jeg kom,« som sådan en standard-Preben Elkjær-kommentar.

Han var som jeg for længst holdt op med at tale med Richard Møller. Vi havde Anders Bay med som reporter, og heller ikke der syntes kemien at gå godt i spænd med landstræneren. Han fortsatte på et pressemøde på melodien, at mange medier kun var ude på, at landsholdet fik fiasko, at det skulle gå landsholdet dårligt. Det gav ikke rigtig nogen mening, for det ønskede ingen. Som om der stadig var en bitterhed eller mangel på anerkendelse af europamesterskabet.

Jeg tror, Richard var enormt skuffet over, at han ikke blev valgt til årets træner i Danmark det år. Det var også fuldstændigt langt ude i hampen, at den kåring var gået til Ebbe Skovdahl og ikke Richard Møller, der retteligt fik titlen som verdens bedste. Men det var en skandale, at den danske træner-sammenslutning ikke havde givet ham æren.

Vi var ikke kritiske under King Fahd Cup. Det var der ligesom ingen grund til, det gik jo meget godt. Omvendt roste vi heller ikke
Richard Møller synderligt meget, og det kom ham åbenbart for øre og irriterede ham. Men da vi nåede til finalen, var der al mulig grund til at skrue op for rosen, hvilket vi også gjorde, for danskerne slog Argentina 2-0 foran 40.000 tilskuere. Ikke en sensation af EM-dimensioner, turneringens betydning taget i betragtning, men en stor skalp og trods alt også et fornemt trofæ med en ret høj guldpris.

Michael Laudrup havde omsat et straffespark til 1-0 efter blot ti minutters spil, og midt i anden halvleg var Peter Rasmussen igen på spil og øgede til 2-0. Godt gennembrud til Rasmussen, og i det hele taget et mere end opløftende resultat for landsholdet, der havde misset VM-slutrunden i USA, og ikke ligefrem havde imponeret i efterårets EM-kvalifikation.

Vis mere

Jeg havde under finalen adresseret og affejet Richards ord på et pressemøde om, at vi håbede, det gik dårligt for landsholdet. Det var vist den kommentar, Richard havde fået hvisket i øret, der skulle give noget af et efterspil. Efter jubelscener og pokaloverrækkelse indkaldte DBU medierne til pressekonference på spillernes hotel næste dag. Dér stod kommunikationschef Lars Berendt med hele holdet, pokalen, pressen og et forklaringsproblem, for der var ingen landstræner.

Richard Møller Nielsen var ikke mødt op, og vi fik ikke at vide hvorfor. Det undrede alle aviser i kritiske toner sig over dagen efter. Forklaringen kom først på vej hjemover i flyet. Hvor Richard Møller smilende lod sig fotografere med pokalen højt hævet og i øvrigt lod forstå, at ørkentitlen overgik europamesterskabet. Den største præstation i hans regeringstid.

Det var noget værre sludder, men egentlig meget typisk, at han gik på tværs. Især når han havde vundet, så havde han åbenbart et eller andet mandat til at være fornærmet og imod den gængse opfattelse af en begivenheds gang.

Under flyveturen kom en BT-journalist hen til mig og sagde, at det var på grund af min tilstedeværelse, at landstræneren havde holdt sig væk fra pressemødet. At han var bange for, at han havde gjort et eller andet ved mig, hvis han var mødt op. Om jeg havde en kommentar?

»Ahr, lidt ærgerligt, ikke?« svarede jeg.

Uden helt at forstå, hvad Richard Møller egentlig havde ment med det. Men jeg kunne læse Richards fulde begrundelse i næste dags udgave af BT:

»Jeg har som alle andre en sikring, der kan brænde over. Og inden jeg gearer ned, skal der ikke så meget til, før jeg reagerer. Var jeg blevet svinet til endnu en gang, som jeg blev det af Flemming Toft fra TV 2 efter EM-triumfen, havde jeg måske smidt ham i swimmingpoolen. Jeg har bedt ham holde sig så langt væk fra mig som muligt. Derfor blev jeg væk og overlod den fortjente triumf til spillerne ...«