Kina og frihed. Umiddelbart to ord, der med stormagtens berygtede image som serieforbryder mod menneskerettigheder er hinandens modsætninger. For 27-årige Ken Ilsø er det netop denne kobling, der udgør rammen om et eksotisk eventyr.

Københavneren med den symbolske fortid i Hvidovre-klubben BK Friheden blev i midtugen offer for et karaktermord af den tyske Bochum-træner Peter Neuruher.

- Ilsø har den mest forfærdelige karakter, jeg har oplevet i min karriere. Han har presset transferen igennem, lød slagtningen af Ilsø, der et par uger forinden havde fået ophævet sin kontrakt med klubben fra den næstbedste tyske række.

Få dage efter har Ken Ilsø stadig svært ved at forstå, hvordan frustrationerne nåede op på det niveau.

I stedet glæder han sig over, at han endelig har sagt ’auf wiedersehen’ til den tyske disciplin og ’ni hao’ til den kinesiske mentalitet. En kultur, der trods afstanden på godt 7000 kilometer til Danmark passer ham langt bedre.

- Dem, der kender mig, ved, at jeg har rejst rigtig meget i Asien. Asien tiltaler mig rigtig meget, og jeg har altid haft en drøm om at bo og spille fodbold i Asien. På den måde er det heller ikke et kulturchok for mig, forklarer Ken Ilsø fra en noget usikker telefonforbindelse fra lejligheden i den kinesiske storby Guangzhou.

Her – blandt godt 14 millioner indbyggere – har Ilsø fået kontrakt i den storsatsende klub Guangzhou R&F, der trænes af den tidligere engelske landstræner Sven-Göran Eriksson og hans danske assistent Mads Davidsen.

- Jeg kunne ikke identificere mig med de værdier, der var til daglig i Tyskland. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var mig selv tro, jeg ville noget andet. Det havde ikke kun noget med Bochum at gøre, jeg kunne mærke, at der var en eventyrdel, der blev vigtigere og vigtigere for mig. Både menneskeligt og som fodboldspiller, fortæller han.

Ken Ilsø er ikke som den stereotype professionelle fodboldspiller. Nok er fodbolden vigtig, men harmonerer det professionelle liv ikke med interesserne og værdierne uden for banen, kan det være lige meget. Og så er han en mand, der trives i nuet. Frihed er et ord, der igen og igen popper op i interviewet.

Derfor har han efter eget ønske kun fået et enkelt år i klubben, der som ham selv har mulighed for at opsige samarbejdet allerede til sommer.

- En stor del af mine værdier handler om frihed. Den tanke, at jeg ikke er bundet i så lang tid, giver mig meget. For mig giver det ikke nogen mening at sætte mig ned og skrive en lang kontrakt.

Føler du ikke en usikkerhed ved så kort en aftale?

- Hvorfor er den sikkerhed så vigtig? Der skal man finde ud af, hvad man vil. Det giver mig meget mere at mærke friheden. Dem, der ser det som en risiko, er dem, der godt kan lide en vis tryghed. Det behov har jeg ikke, siger Ken Ilsø.

Trods den korte aftale er der intet, der tyder på, at det bliver en kort flirt med Kina. Kærlighedsforholdet til den asiatiske kultur begyndte faktisk allerede, da Ken Ilsø som superligaspiller høvlede mål ind for FC Midtjylland.

- Efter jeg blev professionel fodboldspiller, har jeg brugt mange af mine ferier på at rejse til Asien. Kina, Indien, Malaysia, Singapore og Japan eksempelvis. Men interessen for Kina begyndte allerede, da jeg læste kinesisk på Aarhus Universitet, fortæller han.

Siden førte præstationerne Ken Ilsø til tysk fodbold. Her blev han stamspiller i Fortuna Düsseldorf, hvor han spillede Bundesliga-fodbold, inden han i 2013 skiftede til Bochum.

I hele forløbet fortsatte han med at studere kinesisk som fjernstudie. Derfor kan han allerede nu gøre sig forståelig med lidt gloser. Begejstringen over den nye bopæl i hjertet af storbyen, der ligger ud mod Perlesøen og tæt på Hong Kong brager da også igennem med Ilsøs impulsive beskrivelser af Guangzhous historiske betydning som vigtig handelsby i området. Men hvad så med fodbolden?, kunne man med rette tænke. For er det ikke uambitiøst at forlade europæisk fodbold til fordel for den ukendte kinesiske liga?

Nej, mener Ken Ilsø, der sammen med sin nye klub har som mål at kvalificere sig til den asiatiske Champions League.

- Der er et enormt potentiale i kinesisk fodbold, vurderer Ilsø, der blandt andre skal kæmpe mod bysbørnene Guangzhou Evergrande, der under ledelse af den italienske toptræner Marcelo Lippi vandt mesterskabet sidste år.

- Og så er det fantastisk at få lov at arbejde under så fantastisk en manager som Sven-Göran Eriksson, der taktisk er utrolig dygtig. Og jeg må også rose Mads Davidsen, der hjælper rigtig meget. Det gjorde den danske assistenttræner også, da han kontaktede Ilsø og forelagde muligheden om det kinesiske eventyr.

Og så er vi tilbage til Bochum-træneren Peter Neuruher, der mener, at Ilsø stillede Bochum i en dårlig situation ved at presse et skifte igennem. En kritik, der preller af på danskeren.

- Jeg bad om at få min kontrakt ophævet, og det gik de med til. At han så vælger at komme ud med de ting, når der er gået næsten tre uger, det kan man så undre sig over. Det handler måske også om, at han står i en presset situation, lyder det fra Ken Ilsø, der nu har lagt Tyskland bag sig og ser frem mod et nyt liv i Østen.

- Jeg er sindssygt glad for at træffe et valg, hvor jeg stod mig selv nærmest. At komme til Kina og følge min drøm både som menneske og fodboldspiller.

Ken Ilsø kan få sin officielle debut for Guangzhou R&F i dag, når den kinesiske liga sparkes i gang.