Spanske medier kritiserer Rafael Benitez' dispositioner i det store, madrilenske derby, 'El Derbi madrileño', mod Atletico Madrid. Opgøret endte i en kedelig remis, og især udskiftningen af Benzema møder hård kritik.

Real Madrid førte nemlig 1-0, da Karim Benzema blev udskiftet af gårsdagens 'El Derbi Madrileño'. Og da Atletico Madrid efterfølgende fik udlignet til slutresultatet 1-1, kritiserer flere spanske medier nu Benitez for udskiftningen af Benzema og for at spille for defensiv fodbold.

El Mundo Deportivo beskriver Benitez' Real Madrid, som 'mere defensivt orienteret end nogensinde', og peger på valget af den defensive midtbanespiller Casemiro som symptomatisk for den type af kontrollerende og kedelig fodbold, som Benitez har indført hos Real Madrid.

Hos Marca og AS sætter man i stedet fokus på udskiftningen af Karim Benzema, der åbnede scoringen efter ni minutter. Topscoreren i La Liga er absolut ikke uvant med at blive udskiftet. Således har Benitez udskiftet Benzema i seks af den franske angribers otte optrædener for Real Madrid i denne sæson.

Benzema så øjensynligt heller ikke tilfreds ud, da han blev udskiftet i det 77. minut til fordel for den nytilkomne Mateo Kovacic. Direkte adspurgt om sin udskiftning kom Benzema da heller ikke umiddelbart sin træner til undsætning.

»Det er trænerens valg, og jeg gør alt for at hjælpe mine holdkammerater. Jeg tager det roligt, og jeg vil arbejde hårdt for ikke at blive udskiftet. I dag blev jeg ofret for resultatet, for at forsvare sejren. Men spørg træneren. Jeg er her for at spille og for at hjælpe holdet.«

Real Madrid havde ellers en gylden mulighed for at distancere sig fra Barcelona i den La Liga. Barcelona tabte nemlig til Michael Krohn-Dehli og Sevilla lørdag, og med en sejr kunne Real Madrid have overtaget førstepladsen, som nu i stedet indehaves af Villarreal.