Ottende december 2021 var dagen, hvor målmandslegenden Lars Høgh gik bort efter længere tids sygdom.

To år efter mindes den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel sin gode ven, som Schmeichel tidligere har kaldt for »den eneste konstant, der har været der, mens han har været på landsholdet.«

'Hvad jeg altid lægger mærke til på hvert eneste foto med ham er, at vi griner og smiler. Han er savnet hver eneste dag,' skriver Kasper Schmeichel i en story på Instagram, hvor han har lagt flere billeder ud med de to, der storsmiler sammen.

Lars Høgh var mangeårig målmandstræner på det danske landshold, og har selvsagt derfor tilbragt utrolig mange timer sammen med Kasper Schmeichel, der tidligere har sat ord på, hvordan det var at være omkring landsholdet efter Lars Høghs bortgang.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Siden han forlod os har der været mange gange - i både gode og dårlige tider - hvor jeg har været tæt på at ringe til ham. Hvor det ligesom ville være ham, jeg gik til for at tale igennem med, og det var hans mening, jeg gerne ville have. «

»Så personligt har det været et kæmpe afsavn,« lød det fra Kasper Schmeichel til B.T. tilbage i juni.

Udover det professionelle forhold, har Schmeichel haft et nært forhold til Lars Høgh siden, at han var barn.

Lars Høgh blev 62 år gammel. Han nåede i løbet af sin professionelle fodboldkarriere blandt andet 817 kampe for OB og otte landskampe for det danske landshold.