»Han lærte mig så meget, og jeg er bare taknemmelig for at have arbejdet med og kendt ham.« 

Sådan lyder det fra landsholdsmålmand Kasper Schmeichel ovenpå nyheden om, at den tidligere Leicester-manager Craig Shakespeare er gået bort i en alder af 60 år torsdag morgen. 

»Knust – uden ord. En helt fantastisk træner, en af de bedste jeg nogensinde har set, men endnu vigtigere, et utroligt menneske,« skriver han videre i opslaget. 

Craig Shakespeare blev diagnosticeret med kræft sidste år, hvor han modtog behandling frem til sin død, skriver Sky Sports, hvor han sov stille ind omringet af sin familie. 

Kasper Schemichel og Craig Shakespeare arbejdede sammen i seks år, da de begge var hos Leicester. 

»Mens familien er enormt stolt af hans fodboldpræstationer som både spiller og træner, vil han for os, hans familie, altid først og fremmest være en kærlig og elsket ægtemand, far, søn, bror og onkel,« lyder det i en udtalelse på vegne af familien, som Leauge Manager's Association har delt.

»Tabet er ødelæggende for os alle, og vi beder om privatlivets fred i denne utroligt svære tid, hvor vi forsøger at komme overens med og sørge over tabet af en meget speciel person.« 

Craig Shakespeare har haft en lang og proffileret karriere både som spiller og træner. 

Han var blandt andet assistenttræner i Leicester, Aston Villa og Everton, mens han har spillet for fodboldklubben Walsall.