Har du prøvet at stå på et fyldt fodboldstadion og overværet en spændende kamp, har du nok også oplevet, at gloserne på lægterne ikke altid er lige kønne.

Det har den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel mange gange måttet lægge ører til.

I et interview med mediet The Athletic fortæller han, hvordan han selv oplever de ofte voldsomme ytringer under topkampene.

»Mange gange – hvis du tager målspark – de her tilråb, som folk bag dig kommer med – de ting, de siger... Du ville ikke engang tro, at folk var i stand til at sige dem,« siger Kasper Schmeichel i interviewet og tilføjer:

Kasper Schmeichel i fuld udstrækning under Nations League-fodboldkampen mellem Wales og Danmark på Cardiff City Stadium i Cardiff fredag den 16. november 2018.
Kasper Schmeichel i fuld udstrækning under Nations League-fodboldkampen mellem Wales og Danmark på Cardiff City Stadium i Cardiff fredag den 16. november 2018. Mads Claus Rasmussen

»Du er nødt til at være tykhudet. Du er nødt til at være sikker på, at du er klar til den verden, du befinder dig i, fordi det er en hård verden, og den er kun blevet hårdere, siden jeg startede, og til nu.«

Det er dog ikke på banen, at man kan risikere at blive udsat for andre folks ubehagelige tilråb og mishagsytringer.

Ifølge den 33-årige Leicester-målmand eksisterer problemet også online, hvilket han blandt andet mener, skyldes den teknologiske udvikling.

Han fremhæver især de sociale medier, der har gjort det muligt for alle og enhver enten at hylde eller kritisere fodboldspillere og især målmænd, hvis de begår fejl under kampene, hvilket Kasper Schmeichel fortæller, ikke var en mulighed, da han startede med at spille fodbold.

Kasper Schmeichel vandt i 2016 det engelske mesterskab med Leicester, hvor han stadig er førsteholdsmålmand i dag.
Kasper Schmeichel vandt i 2016 det engelske mesterskab med Leicester, hvor han stadig er førsteholdsmålmand i dag. Reuters Staff

Det er dog ikke kun folks opførsel, som Kasper Schmeichel langer ud efter. Også fodboldeksperterne, der er en fast del af sendefladen, når der skal dækkes fodboldkampe rundt om i verden, får kritik.

Ifølge Kasper Schmeichel snakker eksperterne nemlig for ofte om målmændenes fejl, selvom de ikke altid har den nødvendige erfaring til at kunne udtale sig om dem.

»Det er frustrerende, hvis du hører en 'ikke-målmand' sige 'han har ikke flyttet fødderne ordentligt' eller 'han prøvede med den forkerte hånd', for hvem siger, at det er den forkerte eller rigtige hånd?« siger Kasper Schmeichel blandt andet og tilføjer:

»Hvis ikke du selv har stået i målet, så har du ingen anelse om, hvordan det føles. Når du står i målet, og en skyder fra 20 meters afstand, så virker det meget tæt på. Men hvis du går 20 meter ud, så ser det ud til at være meget langt væk, så opfattelsen af de her ting er meget forskellige.«

Sådan så det ud, da Kasper Schmeichel blev kåret til 'Årets Mandlige Fodboldspiller' ved Sport 2019 i Boxen i Herning.
Sådan så det ud, da Kasper Schmeichel blev kåret til 'Årets Mandlige Fodboldspiller' ved Sport 2019 i Boxen i Herning. Henning Bagger

Og der kan næppe være tvivl om, at den 33-årige landsholdsmålmand ved, hvad han snakker om.

For gennem sin snart mangeårige karriere har Kasper Schmeichel optrådt for klubber som Leeds United, Manchester City og Leicester City, med hvem han vandt det engelske mesterskab i 2016.

Derudover har han gennem en årrække været det klare førstevalg på det danske A-landshold, hvor han på nuværende tidspunkt har stået i 53 kampe og har spillet en afgørende rolle i målet i mange af landsholdets kampe.

Foruden de flotte præstationer på klub- og landshold har han høstet personlig hæder gennem sin karriere. Blandt andet så sent som i starten af året, hvor han fik titlen 'Årets Mandlige Fodboldspiller 2019'.