Kasper Hjulmand giver nu sit indspark i polemikken om den amerikanske interesse i Grønland.

Det sker i en slags nytårshilsen på det sociale medie LinkedIn, hvor den tidligere danske fodboldlandstræner dog ikke nævner eksempelvis USA-præsident Donald Trump med ét ord.

I stedet lyder det: 

»I en vanvittig og hurtigt foranderlig verden, hvor viden, internationale strukturer, dialog og respekt for kulturelle forskelle er fjenden for nogle verdensledere,« indleder Kasper Hjulmand – i øvrigt på engelsk:

»For folk som dem er verden for rovdyr. Men der er en anden vej.«

Og herefter kommer fodboldtræneren med sit håb for fremtiden, hvor han også bringer et billede af den grønlandske natur og et kort over Grønland, hvor øen er dækket af det grønlandske flag.

Sandsynligvis som en reaktion til det billede af Grønland dækket med det amerikanske flag, som begyndte at florere i weekenden.

»Jeg håber på mere menneskelighed, empati og kærlighed. Mere viden og forståelse. Mere lytning. Mine varmeste tanker går til det smukke grønlandske folk,« lyder det.

Kasper Hjulmand har i det hele taget et nært forhold til Grønland.

Som barn boede han dér, og det er siden blevet til mange besøg.

I øvrigt var det også på verdens største ø, at han traf beslutningen om at stoppe som dansk landstræner, har han tidligere fortalt til B.T.

»Jeg tog til Grønland og vandrede i fjeldene og kom hjem igen og tog en snak med Peter (Møller, fodbolddirektør i DBU, red.) både undervejs på turen til Grønland, og da jeg kom hjem,« lød det.

Også umiddelbart inden sin ansættelse i Bayer Leverkusen i efteråret sidste år var Kasper Hjulmand ligeledes i Grønland for at træne skolebørn i fodbold.