FC København spillede den sidste europæiske kamp i denne omgang, da der blev sagt farvel til Europa League med et 0-1-nederlag til Bordeaux i Telia Parken.

Det var specielt store afbrændere af Pieros Sotiriou og Nicolaj Thomsen samt skidt forsvarsspil af Pierre Bengtsson, der sprang i øjnene i løbet af kampen.

Her er B.T.s karakterer til FCK-spillerne:

Der var ikke meget at gøre for Andersen, da Jimmy Briand fik lov at skubbe bolden i mål med hælen fra kort afstand. Ellers havde han ikke travlt. Karakter: 6

Højrebackens efterår har generelt været fremragende, og han fortsatte sine takter i årets sidste europæiske kamp. Fløj op ad linjen og var en essentiel del af angrebsspillet. Karakter: 7

Midterforsvareren står på egne ben nu. Han er ikke længere så afhængig af en dygtig makker. Kom decideret i vejen for en ellers stensikker Bordeaux-scoring med 20 minutter tilbage. Karakter: 6

Han gik ud af weekendens Superliga-sejr over Esbjerg i pausen, fordi han kunne mærke noget i låret. Og det blev kun til fem minutter på banen, før han lagde sig ned og lignede en mand med en fibersprægning. Karakter: UB

Det ser ud til at være en mere end okay kontraktforlængelse, FCK lavede med Boilesen i løbet af ugen. Han bliver bedre og bedre, og han har internationalt snit. Også med sine rush op ad linjen mod Bordeaux. Karakter: 7

Netop kåret til efterårets profil af Superliga-trænerne. Men i Europa har han lidt sværere ved at blive lige så afgørende. Har stadig et sublimt samarbejde med Ankersen, men der var lidt for mange små fejl. Og stolpeskuddet var rent uheld. Karakter: 6

Han er stadig en tasmansk djævel på midten. Satte modstandere af med hofteryk så hurtige, at han kunne gøre Jens Werner utæt. Karakter: 6

Hvis der findes en græsk Nilfisk, må den hedde Zeca. For midtbanemanden støvsugede alt, der kom i nærheden af ham. Så kan han så passende træne lidt pasninger over julen. Karakter: 7

Fik endelig chancen fra start, men han greb den ikke. Det var en gennemsnitlig præstation fra Thomsen, som har brug for at være ekstraordinær, hvis Solbakken igen skal kaste sin kærlighed på ham. Og så har han brug for at score på en 100 procent-chance, som den han fik til sidst. Karakter: 4

Ståle Solbakken bør vel egentlig bare købe et privatfly til N'Doyes familie, hvis det er det, der afholder den bomstærke angriber fra at forlænge sin aftale. Fantastisk opspilspunkt og bankede bolden på stolpen i første halvleg. Karakter: 7

Han ligner i momenter en deltager på sin fjerde tur i en ølstafet. Vild og ukoordineret. Det var til hans fordel i starten, men efter en halv times snurreture blev han mindre brugbar. Og friløberen i anden halvleg skulle han have fået mere ud af. Karakter: 4

Indskiftere:

Kom ind tidligt i stedet for en skadet Andreas Bjelland, og svenskeren var godt nok mere livlig, men også med fart og aggressivitet til at komme i vejen for meget fransk opspil. Har til gengæld en underlig tendens til at lave helt åbenlyse og unødvendige frispark. Karakter: 5

Fik den sidste halve time på banen. Og han blev fuldstændig sat af, da Bordeaux scorede til 0-1. Karakter: 4

Kom ind efter 73 minutter. Karakter: UB

FC København skabte det antal chancer, som nordmanden vil forvente i en europæisk kamp. Og lige så få fik de imod sig. Men alligevel blev det til et nederlag for Solbakkens mandskab. Karakter: 5