Kaosset fortsætter i Superliga-klubben Vejle Boldklub, der nu – igen – fyrer Ivan Prelec og – igen – hyrer Steffen Kielstrup ind for at redde klubbens skind i Superligaen.

Det skriver klubben på sin hjemmeside, hvor det også gøres klart, at Kielstrup kun overtager roret i resten af efteråret.

»Vi må også bare erkende, at kurven peger i den forkerte retning, og det er vi nødt til at agere efter. Der er sket store forandringer i Vejle Boldklub over sommeren, navnlig i spillertrup og stab, men vi har vurderet, at vi har givet forløbet nok tid,« siger sportsdirektør i klubben, Mikkel Hammersam.

Det blev søndagens sene tillægsnederlag til Sønderjyske, der fik bægeret til at flyde over for Prelec, hvis nu tidligere mandskab ligger allersidst i Superligaen med ni point op over stregen.

Steffen Kielstrup blev også cheftræner, efter klubben tidligere i år fyrede Mihai Teja, som erstattede Prelec i efteråret 2024.

I sommer valgte klubben så at degradere Kielstrup igen, efter han ellers reddede dem endnu en sæson i Superligaen, og ansatte Ivan Prelec endnu en gang.

Nu er Kielstrup så for en stund tilbage i trænersædet hos den kriseramte klub.

»Vi har vurderet, at denne løsning er den bedste for resten af efteråret. Den sikrer spillerne ansigter, de kender, og en ny energi til årets sidste kampe. Samtidig giver denne løsning os også tiden til at finde den rigtige permanente løsning for klubben, og vi respekterer samtidig den uddannelsesplan, der er lagt for Steffen Kielstrup på sigt. Jeg er glad for, at Morten og Steffen har taget denne opgave på sig,« siger Hammersham yderligere.

Søndag kommer FC København på besøg i Vejle til den sidste kamp inden en landskampspause.