Opdateret 3. februar: BT har fjernet spillerens navn, da han er sigtet i en ny sag om misbrug af mindreårige, men endnu ikke er dømt.

En spiller fra fodboldklubben Malmö FF har siden september været udelukket fra holdet, da han er mistænkt for voldtægt af en mindreårig pige af flere omgange. Lørdag var han så for første gang tilbage på træningsbanen siden udelukkelsen.

Og det gik ikke stille for sig, da den 22-årige var tilbage på banen, skriver Expressen.

For dele af Malmö FFs fans er langt fra tilfredse med, at udelukkelsen af spilleren er blevet ophævet. Det lod de i første gang vide på deres hjemmeside, hvor de skrev følgende statement som svar på klubbens udmelding:

»MFF Support er meget skuffede over Malmö FFs beslutning om at ophæve den seksuelt-mistænkte spillers udelukkelse, der betyder at spilleren igen kan repræsentere Malmö FF ved at bære vores emblem, mens der foregår undersøgelser af seksuelt misbrug. MFF Support mener ikke, at spilleren bør repræsentere Malmö FF på nogen måde – slet ikke i vores kamptrøje,« skriver fansene.

På træningsbanen var fansene også tilstede for at vise deres utilfredshed. Med sig havde de taget et banner, hvor der stod ’med emblemet følger ansvar – spilleren fortjener ikke vores himmelblå trøje’, som de hang op på træningsanlægget.

Efterfølgende begyndte de at sparke bolde efter spilleren, ligesom de råbte skældsord efter ham. Et vidne siger til Kvällsposten, at det var et kaos.

I Malmö FF forstår deres administrerende direktør Niclas Carlnén dog godt fansens reaktion.

»Der er åbenlyst mange følelser involveret. Som arbejdsgiver bliver vi nødt til at se på fakta, og i Sverige er man uskyldig indtil andet er bevist, og det er de forudsætninger vi må gå ud fra,« siger Niclas Carlnén til Kvällsposten i torsdags.