Alt er kaos i engelske Newcastle, og det har det sådan set været siden klubbens stenrige ejer, Mike Ashley, tog et fast greb om både klubkassen og styrepinden tilbage i 2007.

Siden har otte managers siddet på det brandvarme sæde i Newcastle, og for nyligt blev den 9. præsenteret i form af Steve Bruce, der tog over for den meget populære Rafael Benitez, som slet ikke kunne få sit forhold med Mike Ashley til at fungere.

Kaosset i Newcastle er dog ikke uden sine positive sider set med danske briller.

For i netop Newcastle løber en 19-årig dansk angriber rundt ved navn Elias Sørensen, der tog springet til Nordengland fra HB Køge i 2016 for at forfølge drømmen om Premier League.

»England er nogle gange lidt speciel, når du skal igennem som ungdomsspiller. Det tager ofte lidt længere tid, end vi som danskere er vant til, men nu ligner det, at han er i førsteholdstruppen, og så skal han gribe chancen, når den kommer. Drømmen om Premier League har ikke været tættere på,« fortæller hans rådgiver, Casper Grønn, til B.T.

Elias Sørensen har fået spilletid under Steve Bruce i Newcastles træningskampe, og selv har Elias Sørensen da også en god følelse, efter han lidt overraskende fik at vide, at han skulle med Newcastles førstehold til Kina.

»Jeg skulle ikke have været med på træningslejr til Kina, men dagen før de skulle rejse, fik jeg besked om, at jeg skulle med. Jeg er med dem endnu, så det er jeg glad for,« siger Elias Sørensen og fortsætter:

»Jeg føler ikke, at drømmen om Premier League har været tættere på, end den er lige nu. Det er en kæmpe fornøjelse at træne med de store gutter på førsteholdet, og jeg kan fint være med til træning, selv om de selvfølgelig er gode.«

Elias Sørensen gav nedenstående interview efter sin debut på førsteholdet 17. juli i træningskampen mod Wolves.

Ser man på danskerens konkurrenter i Newcastles angreb, tegner mulighederne for spilletid da også lovende, til trods for at Newcastle tirsdag præsenterede en angriber i form af brasilianske Joelinton, der er hentet i Hoffenheim for en rekordsum i omegnen af 333 millioner kroner.

Ud over Joelinton er der nemlig kun to deciderede angribere i truppen i form af Dwight Gayle og Muto, og ingen af disse har for alvor vist sig frem i deres tid i Newcastle.

»Indkøbet af Joelinton skræmmer mig ikke. Newcastle er en stor klub, og jeg vidste godt, de ville hente en ny angriber, men det rør mig ikke. Jeg tager det, som det kommer,« siger Elias Sørensen om sin nye konkurrent.

»Hvis Newcastle bliver ved med at hente angribere ind, så skal jeg nok en tur ud på lån, men lige nu er jeg optimistisk over mine chancer for at bide mig fast her i klubben,« siger den 19-årige dansker.

Der er stor utilfredshed med Newcastles ejer, Mike Ashley, der beskyldes for at drive klubben for profit og ikke for passion.
Der er stor utilfredshed med Newcastles ejer, Mike Ashley, der beskyldes for at drive klubben for profit og ikke for passion. Foto: LINDSEY PARNABY
Vis mere

Frem til denne sæson har Newcastles ejer siddet på kapitalen i klubben, hvor det er blevet til overskud på transfermarkedet i syv ud af de foregående otte vinduer.

Set i det lys skal man ikke forvente, at Newcastle henter flere angribere ind i denne sæson, og Casper Grønn ser derfor Elias Sørensens muligheder for at konkurrere med Dwight Gayle og Muto om at supplere Joelinton som værende fornuftige.

»Umiddelbart er planen, at Elias Sørensen skal spille på førsteholdet nu og få muligheden der. Jeg har snakket med klubben så sent som i tirsdags og gør det næsten dagligt, så vi kan sikre, at han får de bedste muligheder for at fortsætte sin udvikling,« siger Casper Grønn og fortsætter:

»Hvis du kan blive Premier League-angriber i den klub, du tog til som 16-årig, så er det jo et drømmescenarie, men går de ud og køber to-tre angribere, så skal vi nok kigge på muligheden for et lejeophold, hvor der også er stor interesse.«

Elias Sørensen er dog ikke tiltænkt som førsteangriber, og til trods for den store signing vurderes hans muligheder for et gennembrud stadig som værende gode ifølge Casper Grønn.

»Når du er i en klub, hvor der har været spørgsmål i forhold til både manager og ejerforhold, så er det der, man skal holde hovedet koldt, og det er Elias rigtig god til,« siger Casper Grønn og fortsætter:

»Han er meget glad for at være i klubben, den nye manager ser positivt på ham, og chancerne for at realisere hans drøm om at spille Premier League med Newcastle er bestemt inden for rækkevidde.«